Ny sponsoraftale for Kultur- og Talentpris

Vinderen af Talentpris 2017 i Ballerup
26. juni 2018

Sponsoren bag Ballerup Kommunes Kultur- og Talentpris hedder fortsat Danske Bank. En ny aftale er indgået mellem kommunen og Danske Bank i Ballerup.

Foto: Sidste års Talentpris tilfaldt det musikalske talent Oskar Krogager Ringgaaard, der modtog en check på 5.000 kr. fra Danske Bank i Ballerup. Prisen blev overrakt af den forhenværende direktør i Danske Bank, Ballerup Afd., Per Fæster Jørgensen, der nu er blevet filialdirektør i Danske Bank, Glostrup, mens jobbet som filialdirektør i Ballerup er overtaget af Morten Skovboe.  

I midten af juni mødtes borgmester Jesper Würtzen med tidligere filialdirektør Per Fæster Jørgensen og nuværende filialdirektør Morten Skovboe i Danske Bank i Ballerup for at underskrive en ny aftale om sponsering af Ballerup Kommunes traditionsrige kultur- og talentpris.

Den nye aftale med Danske Bank i Ballerup gælder for perioden 2019-2020.

 

Årlig prisfest i Ballerup
Både kulturprisen og talentprisen overrækkes hvert år ved foreningernes nytårsfest i januar.

Kulturprisen er stiftet med det formål at påskønne de kulturelle ildsjæle i Ballerup Kommune, som skaber kulturelle eller kunstneriske oplevelser, der gør kommunen til en spændende by at besøge, bo eller arbejde i.

Talentprisen har til formål at anerkende og synliggøre de unge i Ballerup Kommune, som viser særlige evner og talenter på kulturområdet. Anerkendelsen kan bidrage til at styrke væksten af nye talenter på området.