Nye Ballerup-borgere på jobjagt

Nye Ballerup-borgere på jobjagt1
17. november 2017

Virksomheder og flygtninge så hinanden an til job speeddating på rådhuset. Det uformelle møde åbner døren for nye muligheder for begge parter.

Foto: - Arrangementet skiller sig ud af mængden, fordi arbejdsgiver og jobsøgende får mulighed for at se hinanden i øjnene. ​Samtidig er der sørget for tolke, virksomhedskonsulenter mm. Det er et initiativ, jeg ikke har set i andre kommuner, siger Mohammad Mahmoud, der er administrerende direktør i Qbec (th i billedet).

Det summer af aktivitet, og der bliver talt både dansk, engelsk og arabisk på kryds og tværs af de mange høje caféborde.  

Arbejdsmarkedscenter Ballerup har slået dørene op for et utraditionelt stævnemøde på rådhuset. Arrangementet hedder Job Speeddating og knap 50 borgere og 15 virksomheder har takket ja til at gå nye veje i deres jagt på et nyt job eller nye medarbejdere.

Formålet med arrangementet er at lade virksomheder og ledige i Ballerup møde hinanden på uformel vis, og se om der er et match.

En ekstra indsats gør en forskel
Baggrunden for dagens arrangement er, at mange virksomheder søger kvalificeret arbejdskraft. Samtidig sidder der et reservehold på bænken i form af velkvalificerede flygtninge, som ikke rigtig kommer i spil.

-Vi tog initiativet til arrangementet, fordi vi gerne vil gøre en ekstra indsats for at hjælpe nye Ballerup borgere det sidste skridt på vejen til ordinær beskæftigelse, siger Henrik Taubert, der er afsnitsleder i Virksomhedsservice.

-De ledige, der deltager i dag, er alle parate til et ordinært job. Deres eneste udfordring kan i nogle tilfælde være sproget, og det kan bedst afhjælpes, hvis de får et job, hvor de skal tale dansk. 

Velforberedte og motiverede kandidater
De ledige flygtninge klør på med krum hals. De er velforberedte og motiverede for at præsentere sig overfor de fremmødte virksomheder. Da datingarrangementet lakker mod enden, giver begge parter udtryk for stor tilfredshed med arrangementet.

-Jeg synes, speeddating er et godt og kreativt initiativ. Det giver mig mulighed for at præsentere mig selv
overfor potentielle arbejdsgivere. Det har medført, at jeg nu skal besøge et plejecenter, siger Sarah Oppku der er ledig.

Soheil Balesini fra virksomheden Cykel S er på jagt efter nye medarbejdere. Hun er også begejstret for arrangementet.
-Jeg er overrasket over, at der er så mange kandidater, jeg kan bruge i min virksomhed. De er talentfulde, fulde af energi og klar til at arbejde. De er absolut et skud værd, siger Soheil Balesini.

Nye Ballerup-borgere på jobjagt2
Flere benyttede også chancen til at få lidt råd og vejledning.
Her er det jobsøgende Sarah Oppku, der får vejledning af virksomhedskonsulent Jan Pilak fra Arbejdsmarkedscenteret.