Nye naturoaser med Borgermillionen

Afstemningsmøde i Borgermillionen 2018 i Ballerup Nord
20. april 2018

Grønne idéer om økologisk fælleshave og shelter ved bålpladsen bliver nu gjort til virkelighed i den nordlige ende af Ballerup.

Foto: Glade projektejere i Ballerup Nord, som nu kan realisere deres grønne idéer takket være Borgermillionen. Til venstre står Ole Foss Andersen og til højre Per Bo Jensen sammen med formand for Teknik- og Miljøudvalget Helle Tiedemann i midten.

Der var ikke meget tvivl at spore blandt de fremmødte på Ballerup Rådhus tirsdag aften, hvor der blev stemt om tre forskellige projekter til at styrke fællesskabet blandt beboerne i Ballerup Nord.

To tredjedele af stemmerne gik til Per Bo Jensens forslag om at anlægge en stor økologisk fælleshave øst for Nordbuen, hvor 20-25 familier eller enkeltpersoner i fællesskab dyrker grøntsager og høster det, de hver især kan bruge. Per Bo Jensen søgte om 80.000 kr. fra bydelens andel af Borgermillionen, og de penge vil gå til skur, borde og bænke foruden de nødvendige frø, planter og haveredskaber til det nye mødested for grønne fingre.

Den samlede andel af Borgermillionen i Ballerup Nord lyder imidlertid på ca. 164.000 kr., og dermed er der økonomisk albuerum til at realisere Ole Foss Andersens forslag, som fik næstflest stemmer. Hans idé om at genopføre shelteret nord for Lundegården kræver nemlig kun 19.000 kr. for at blive til virkelighed, og dermed kan de mange besøgende til områdets bålplads nu igen se frem til at få et samlingssted med mulighed for både at spise og overnatte under åben himmel.

Tilskud til ny vejledningsapp
Med realiseringen af de to projektforslag er der dog stadig en god pose penge til overs fra bydelens andel af den eftertragtede Borgermillion, nærmere bestemt ca. 65.000 kr. De penge blev tilbudt til aftenens tredjeplads, som var Gert Leif Gyldvigs forslag om at udvikle en app med videoinstruktioner til de udendørs motionsredskaber, der står til fri afbenyttelse rundt om i Ballerup Kommune.

Gert Leif Gyldvig overvejer nu, hvordan og hvorledes hans projekt kan virkeliggjort med de tilbudte midler fra Borgermillionen. 

På tirsdag ruller Borgermillionen for sidste gang, når beboerne i Måløv bliver bedt om at vælge mellem tre forskellige muligheder for at højne bydelens fællesskab.

 

Om Borgermillionen 

  • Borgermillionen er et projekt, hvor Kommunalbestyrelsen i Ballerup Kommune afsætter en million kroner til at virkeliggøre borgernes bedste projektidéer i Ballerups fire bydele. Det er i år fjerde gang, at Borgermillionen uddeles.
     
  • Projektet har til formål at styrke fællesskabet i de enkelte bydele gennem aktiviteter og områder, der er kreative og nyskabende.
     
  • Temaet for Borgermillionen 2018 er hentet fra Ballerup Kommunes Vision 2029 - Vi skaber fremtiden sammen. Her er der udtrykt ønske om:
    "Stærke fællesskaber, et rigt forenings- og kulturliv, hvor borgerne har lyst til at involvere sig og tage ansvar for, at Ballerup er et rigtig godt sted at bo."
     
  • Se alle projektidéerne, og læs mere om resultatet af de andre afstemningsmøder på ballerup.dk/borgermillionen2018 og på Facebooksiden ”Borgermillionen 2018”.