Nye opgaver kræver nye kompetencer

43 pædagoger i Ballerup Kommune er netop blevet klædt bedre på til deres nye opgaver i folkeskolen
22. juni 2017

43 pædagoger har været en tur på skolebænken og er nu bedre klædt på til deres mange nye opgaver i folkeskolen. Efteruddannelsen blev rundet af med et implementeringsseminar, så kursisterne holder snuden i sporet.

Billedtekst: 43 glade pædagoger afsluttede i denne uge et modul på diplomniveau i pædagogfaglighed og læreprocesser fra UCC. 

Atriet på rådhuset summer. Det store lokale er domineret af små øer med engagerede studiegrupper, der ivrigt udveksler, hvordan de vil omdanne deres nye viden 
til praksis i skolerne, BFO’erne og klubberne.  

43 pædagoger fra Ballerup Kommune har det seneste års tid haft snuden dybt begravet i bøgerne. Sideløbende med deres daglige arbejde har de nemlig gennemført et modul på UCC. 

Modulet hedder ”Pædagogfaglighed og læreprocesser” og klæder pædagogerne på til at løse de nye opgaver, de har fået i kølvandet på skolereformen.  

”Det er mit klare indtryk, at uddannelsen har givet et godt kompetenceløft. Pædagogerne tager hjem med masser af gode idéer, viden og erfaringer i bagagen til glæde for børnene og kollegerne,” siger Lotte Aabye, der er afsnitsleder for Pædagogik og Læring. 

Fakta

  • Uddannelsen er led i et større kompetenceløft, som BUPL og KL har iværksat efter skolereformen.
  • 47 kommuner er med i projektet og 2100 pædagoger får et kompetenceløft fra 2016 – 2018, heraf 43 pædagoger fra Ballerup Kommune.
  • Projektet er støttet af A.P. Møller Fonden.