Nytårsfejring for Ballerups foreningsliv

Nytårskur for foreningerne på Ballerup Rådhus 2018
23. januar 2018

Torsdag den 18. januar slog rådhuset dørene op til den årlige nytårskur for foreningerne i Ballerup Kommune.

Foto: Fremmødet var stort til den årlige nytårskur for foreningerne på rådhuset. ​

Fotograf: Lars Dalby

De mange frivillige kræfter i Ballerup Kommune var mødt talstærkt op, da den traditionsrige nytårskur for foreningerne løb af stablen på rådhuset torsdag aften.

Vært borgmester Jesper Würtzen indledte aftenens fest med en tale, hvori han beskrev de mange store kulturelle arrangementer og aktiviteter i det forgangne år, og han sluttede af en kæmpe tak til foreningernes frivillige ildsjæle for deres arbejde:

- I bruger hver uge mange timer – simpelthen fordi I brænder for at gøre en forskel for børn og ældre i Ballerup. Tak for jeres utrættelige indsats! lød de rosende ord fra Jesper Würtzen.

I sin tale præsenterede borgmesteren også besætningen i Kultur- og Fritidsudvalget, som ovenpå konstitueringen af den ny kommunalbestyrelse tæller fem nye ansigter og ny formand i form af Charlotte Holtermann fra Socialdemokratiet.

Overordnede og generelle temaer for foreningerne blev vanen tro drøftet med aftenens panel, som foruden borgmesteren bestod af formand for Kultur- og Fritidsudvalget Charlotte Holtermann, kulturchef Jens Overgaard samt chef for Center for Ejendomme Mads Bo Bojesen. 

Borgmester Jesper Würtzen holdt tale til foreningernes nytårskur

 Foto: Borgmester Jesper Würtzen så tilbage på et begivenhedsrigt år med mange aktiviteter og arrangementer på kultur- og fritidsområdet i sin tale til foreningerne. 

Nytårskur for foreningerne 2018

Foto: Snakken gik ivrigt på kryds og tværs af foreningerne under aftenens middag.