- Pårørende er en stor ressource, vi skal støtte så meget som muligt

Lolan Ottesen
24. april 2018

På en velbesøgt pårørendekonference på Ballerup Rådhus blev der stillet skarpt på, hvordan vi i fællesskab hjælper og støtter de pårørende

Lørdag den 14. april dannede Ballerup Rådhus rammen om en velbesøgt pårørendekonference.

Formand for Social- og Sundhedsudvalget Lolan Ottesen bød de mere end 100 engagerede deltagere velkommen.

- Jeg vil gerne sige tak til alle jer pårørende, der hver dag gør livet bedre for mennesker, der er tæt på jer. Jeres indsats kan vi ikke anerkende nok.

- Vi har i dagens Danmark måske en tendens til at se de pårørende som en selvfølge og glemme, at de er en stor ressource, som vi skal tage vare på og støtte så meget, som vi overhovedet kan.

- Det giver derfor rigtig god mening for os som kommune at bruge denne dag til at blive klogere på, hvordan vi på tværs kan skabe nogle gode rammer for det gode liv som pårørende i vores kommune.

Første skridt hen imod en pårørendepolitik
Udover inspirerende oplægsholdere, ivrig paneldebat og erfaringsudvekslinger med andre i samme livssituation som en selv, var et af formålene med pårørendekonferencen at få input til Ballerup Kommunes kommende pårørendepolitik.

En undersøgelse foretaget i 2015 af foreningen ”Pårørende i Danmark” viser, at man som pårørende selv er i risikogruppe for at blive syg. En pårørendepolitik skal derfor være med til at skabe en ramme for, at pårørende i kommunen kan have et godt liv. 

- Pårørende er forskellige, og der findes ikke ét svar på, hvad det gode liv er for den enkelte, sagde Lolan Ottesen. Men jeg er sikker på, at der er nogle ting, vi som kommune, foreninger og lokalsamfund i fællesskab kan gøre for at gøre livet lettere for vores pårørende – det være sig børn, voksne og ældre pårørende, der har en omsorgsrolle.

Opfordringen til konferencedeltagerne var derfor at komme med konkrete input til, hvad de syntes, en pårørendepolitik skal indeholde. Alle input bliver taget med i det videre arbejde med kommunens kommende pårørendepolitik.

paaroerendekonference debat

Dagen blev sluttet af med en paneldebat, hvor dagens indtryk blev debatteret. Panelet bestod af medlemmer af Social- og Sundhedsudvalget: Lolan Ottesen, Kåre Harder Olesen, Maria Lundahl Assov, formand for Forældreforeningen for handicappede i Ballerup Kommune, Lisbeth Schomacker og Formand for Bedre psykiatri i Ballerup, Erik Frandsen.

Pårørendekonferencen var arrangeret af Ballerup Kommune i samarbejde med Forældreforeningen for handicappede i Ballerup Kommune, Bedre psykiatri Ballerup og Danske Handicap Organisationer Ballerup.

Pårørendesurvey, Pårørende i Danmark (2015)

  • 65 % af erhvervsaktive pårørende har taget fri fra arbejde på grund af plejeopgaver, deltagelse i lægebesøg el.lign.
  • 11 % er gået ned i tid som direkte følge af at være pårørende – yderligere
  • 16 % har overvejet at gå ned i tid
  • 18 % af pårørende rammes selv af kronisk sygdom
  • 45 % føler sig nedtrykte eller deprimerede
  • 38 % lider af søvnproblemer
  • 36 % oplever stress som direkte følge af livet som pårørende