Så er Søndergård Fælleshus klar til brug

Fælleshus i Søndergård
25. juni 2018

Søndergård har fået sit eget unikke samlingspunkt. Et moderne og fleksibelt fælleshus i nordisk stil, som matcher både naturen og arkitekturen i området.

Foto: Det nye fælleshus i Søndergård er tegnet af Tegnestuen Vandkunsten. Facaden er beklædt med granrafter, som passer rigtigt godt ind i omgivelserne og allerede nu har fået en fin patina.

Lige siden udviklingen af Søndergård-området startede tilbage i 2001 har det været målet, at området skulle have sit eget fælleshus.

Der har været en del bump på vejen, men nu er drømmen endelig realiseret.

Nøglerne til huset blev torsdag overdraget til de to grundejerforeninger, Søndergård Nord og Søndergård Syd, i forbindelse med en lille reception i det nye hus.

-Søndergård er nu fuldt udbygget, og jeg er glad for, at bydelen får et lækkert fælleshus i hjertet af området, som vi kan være stolte af, sagde borgmester Jesper Würtzen ved indvielsen.

Et ambitiøst projekt
Ambitionerne for fælleshuset har været store lige fra starten af, og det bærer det flotte resultat også præg af. Både Ballerup Kommune og beboerne i området var nemlig enige om, at fælleshuset både skulle matche den flotte arkitektur i området og falde naturligt ind i de grønne omgivelser.

Det første bud på fælleshuset var et spændende bæredygtigt projekt i ubrændt lerjord udviklet af Bjørn Nør­gaard og Falko Arkitekter. Men prisen matchede ikke bevillingen og derfor endte det i stedet med, at Tegne­stuen Vandkunsten i 2015 vandt opgaven i samarbejde med entreprenør­firmaet Hald & Halberg.

Grundet mange udfordringer undervejs i byggeprocessen - lige fra dårlige betonarbejder og vådt vejr til en konkursramt entreprenør - gik der tre år før fælleshuset blev indflytningsklart.

Naturlig del af Søndergård
Den nye fælleshus ligger for enden af Søndergårds smukke varetegn, den 600 meter lange, kunstige sø.

Tegne­stuen Vandkunsten har været inspireret af den todeling, der karakteriserer Søndergårdsområdet, og af Bjørn Nørgaards markante skulptur på torvet, der er nabo til huset.

Bagsiden af huset er derfor relativt mørkt med rå betonoverflader indvendigt. Omvendt er forsiden, der vender ud mod søen, præget af store glaspartier og rå træbjælker, der falder naturligt ind i skrænten ved søen.

Et rigtigt fælles hus
Indendørs vælter dagslyset ind ad de store glaspartier og takket være husets runde form, er der et smukt vue ud over området, uanset hvor man sidder.

En af dem, der nyder udsigten, er Birgit Andersen, der bor i Søndergård. Hun er begejstret for det nye fælleshus.

-Jeg synes, det er blevet rigtig flot med de store vinduer og beliggenheden helt ned til søen," siger Birgit Andersen.

Hun er især begejstret for den fleksible indretning. Huset er opdelt i to etager med to store fællesrum med hvert sit køkken. Begge fællesrum kan deles på midten ved hjælp af foldedøre. Dermed er der plads til op til fire aktiviteter samtidig.

-Vi har manglet et fælleshus, hvor vi kan samles, og hvor der er plads til forskellige aktiviteter samtidig. Jeg glæder mig virkelig til at tage det i brug, siger Birgit Andersen.

Det bliver de to grundejerforeninger i området, der kommer til at stå for den daglige drift af huset, som kan lejes af lokale foreninger og beboere til arrangementer.

Flere fotos af indvielsen og det nye hus

Borgmesteren holdt tale i forbindelse med indvielsen
Foto: Borgmester Jesper Würtzen holdt tale i forbindelse med indvielsen og roste bl.a. grundejerforeningerne for deres valg af møblement, som matcher rigtig godt til husets nordiske look.​

Søndergård fælleshus - indgangspartiet
Foto: Indgangspartiet til det nye fælleshus. Indendørs er der trægulve i fælleslokalet på 1. sal og råt betongulv i underetagen. Begge etager nyder godt af de store glaspartier, som giver et godt lys.​

Gæster til receptionen
Foto: Birgit Andersen (th), der bor i Søndergård, fik sig bl.a. en snak med Anne Hassing (tv), der har været Ballerup Kommunes projektleder på huset. -Jeg synes, det er meget flot hus, og jeg glæder mig til at bruge det.​

Fælleshuset set fra torvet
Foto: Fælleshuset set fra torvet