"Skammerens datter" kommer til Ballerup

Skammerens datter
23. maj 2017

Teatergruppen KLIMA opfører musicalen ”Skammerens Datter” og skyder en hel festival i gang i samarbejde med Ballerup Kommune.

Til efteråret opfører den lokale teatergruppe KLIMA musicalen ”Skammerens Datter” af Høg Aagaard Svanekier efter Lene Kaaberbøls bestseller af samme navn. 

KLIMA er den første amatørteatergruppe, der har opnået rettighederne til musicalen, og den har tidligere kørt for fulde huse på Østre Gasværk Teater og Odense Teater. 

1500 skoleelever er sikret billet
Musicalen bliver vist på Baltoppen LIVE, og her venter der tilskuerne en stor oplevelse.

De kan se bl.a. se frem til at opleve KLIMAs 60 mand store skuespilensemble akkompagneret af et middelalderorkester og den kæmpemæssige drage fra Østre Gasværk Teater.

Alle kan købe billet til den store familieforestilling og 1500 skoleelever fra kommunens 4.–6. klasse er allerede sikret en tur i teatret. Det kan de på baggrund af den store Skammerfestival, der skydes i gang allerede i slutningen af maj. 

En festival med et væld af tilbud
Skammerfestivalen er rammen om en række undervisningstilbud og et væld af offentlige arrangementer med udspring i musicalopsætningen. 

Den er blevet til i et tæt samarbejde mellem KLIMA og Ballerup Bibliotekerne, Skoletjenesten Pederstrup, Skolernes pædagogiske læringscentre og Center for Skoler, Institutioner og Kultur. 

Samarbejdet udspringer af, at Lene Kaaberbøls fantasyroman flittigt læses på kommunens skoler. Arrangørerne greb derfor muligheden for at bruge musicalen som springbræt til en masse spændende læringsaktiviteter og særlige oplevelser for eleverne. 

”Vores udgangspunkt for festivalen er at give mange børn en helt særlig teateroplevelse. Men festivalen fik hurtigt vokseværk. Den indeholder både en række skoleaktiviteter, hvor børnene kan dykke mere ned i fantasygenren og en perlerække af andre aktiviteter for hele familien”, fortæller kulturkonsulent Anne Rasmussen fra Center for Skoler, Institutioner og Kultur.

Masser af aktiviteter på programmet
Festivalen kører fra maj til oktober og omkranser hermed teaterforestillingen, der spiller i september.
 
Blandt højdepunkterne er:

  • Middelalderrollespil i Måløv og Skovlunde for skoleklasser
  • Novellekonkurrence for de unge
  • 'Åben drageprøve' og dragejagt med Ballerup Museum