Skønhedssalon i 50'er stil

Lindehaven indvier skønhedssalon2
8. juni 2017

Skønhedssalon på Plejecenter Lindehaven blev indviet med svingom, soft-ice og skønhedstip.

Billedtekst: Karen, som bor i Lindehaven, er skønhedssalonens første kunde og får sig samtidig en hyggelig snak med Lindehavens aktivitetsmedarbejder Henriette.

Plejecenter Lindehaven har den seneste måned stået på den anden ende.

Både beboerne og personalet har nemlig være i fuld sving med at med at indrette en skønhedssalon i bedste 50’er stil med billeder, reklamer og andet fra denne tid.

Lige nu er der mulighed for vask og føntørring af håret, hovedbundsmassage, creme på hænder, fødder og ansigt samt hånd- og fodbad. Mangler skægget en trimning kan det naturligvis også lade sig gøre.

Indvielse for fuld musik
Salonen blev indviet med fest og farver i starten af juni, hvor der både var pyntet op med flotte balloner og flag. Beboerne nød festivitasen og mange snuppede en frisk drink eller en softice fra den lejede softicemaskine. 

Nogle tog sig også en lille svingom til 50’er musikken, mens andre benyttede muligheden for en omgang lak på neglene. Der var stor interesse for de skønne tilbud og flere beboere havde allerede forslag til nye skønhedsbehandlinger.

Under indvielsen var der også tid til en lille navnekonkurrence, hvor beboerne kunne komme med forslag til et godt navn til salonen. Det valgte navn bliver annonceret i Lindebladet og vinderen modtager en æske chokolade.

Der etableres skønhedsklinikker på alle syv plejecentre i Ballerup kommune, og salonerne er finansieret af statens Værdighedspulje.