Skolebørn plantede træer for klimaet

skolebørn fra Ballerup plantede 300 træer i Pederstrup i anledning af projekt Genplant Planeten
14. november 2017

300 små træer skyder nu op af jorden ved Pederstrup landsby takket været frivillige gartnere fra otte skoleklasser. Anledningen er projekt Genplant Planeten.

I uge 45 løb det landsdækkende projekt Genplant Planeten af stablen, og vanen tro var også skolebørn fra Ballerup trukket i det varme tøj for at deltage.

I samarbejde med Skoletjenesten Pederstrup har i alt otte klasser fra Baltorpskolen, Skovlunde Skole og Skovvejen Skole plantet mere end 300 små træer ved Pederstrup landsby, som forhåbentlig vil trives og vokse sig store i de kommende år.

Projektet er både godt for klimaet og for børnene. Gennem projektet lærer børnene nemlig om træer og deres betydning for klimaet, ligesom de selv prøver kræfter med at plante et træ.

”Projektet handler om at give børn en oplevelse af, at de selv kan handle og gøre en forskel i forhold til at løse udfordringen med klimaforandringer,” fortæller naturvejleder Camilla Lindberg fra Skoletjenesten Pederstrup.

Fakta om projektet

  • Skoven har en nøglerolle i forhold til klimaet, fordi træer ved deres fotosyntese kan optage CO2 fra luften og lagre det som kulstof i træernes ved og i jordbunden
  • Projekt Genplant Planeten løber i år af stablen for 5. gang
  • Genplant Planeten afholdes af Dansk Skovforening og er støttet økonomisk af Nordea-fonden, DONG, udlodningsmidler til friluftsliv, 15. Juni Fonden og Danske Planteskoler.