Socialt bedrageri for 7,9 millioner kroner stoppet

penge
15. maj 2018

Ballerup Kommune har stoppet snyd med sociale ydelser for 7,9 millioner kroner

7,9 millioner kroner. Så mange penge har Ballerup Kommune fået tilbage i kommunekassen. Pengene stammer fra borgere, der har fået udbetalt sociale ydelser, som de alligevel ikke var berettiget til at modtage. Det viser en opgørelse over året 2017, som Ballerup Kommunes kontrolgruppe har foretaget.

- Jeg kan forstå, at der her er tale om bevidst snyd med sociale ydelser. Det er slet ikke i orden. Snyd med sociale ydelser er undergravende for vores fælles samfund, tillid og velfærd, siger borgmester Jesper Würtzen.

Jesper Würtzen slår samtidigt fast, at kontrolgruppens arbejde ikke handler om at forfølge borgere.

- Kontrolgruppens opgave er at medvirke til at sikre, at sociale ydelser bliver udbetalt på et korrekt grundlag efter de fælles regler, der er besluttet for os alle. Kontrolgruppen kan opdage fejl og forglemmelser, der så kan blive rettet, men her er der altså tale om egentlig snyd, siger Jesper Würtzen.

75 sager førte til 7,9 millioner kroner

Kontrolgruppens opgørelse viser, at de 7,9 millioner kroner er fundet ud fra 75 sager, hvor modtagerne af ydelserne har været i det, som man kalder 'ond tro'. I én af sagerne fandt kontrolgruppen snyd for ikke mindre end 220.000 kroner. Sagen er dermed "topscoreren" på listen.

- Det er sygedagpenge, førtidspension, kontanthjælp, boligstøtte, børnetilskud og friplads i daginstitutionen, som borgerne vælger at snyde med, siger Claus Mercebach, der er ydelseschef i Ballerup Kommune.

Listen over ydelser er dermed lang, og bliver man taget i socialt bedrageri, så er der faktisk hjælp at hente.

- Når vi opdager socialt bedrageri, så gør vi faktisk meget ud af at vejlede og hjælpe borgerne videre. Det handler ikke om at hive tæppet væk under nogen. Vi laver fx afbetalingsordninger, så der er mulighed for at betale af i mindre bidder, siger Claus Mercebach.

FAKTA: Hvad er socialt bedrageri?
Det er socialt bedrageri, hvis du - mod bedrevidende - uberettiget får udbetalt fx boligstøtte, børnetilskud, kontanthjælp, friplads i daginstitution, pensioner, sygedagpenge eller andre former for sociale ydelser.

Har du mistanke om socialt bedrageri? Så kan du anonymt videregive din information på ballerup.dk eller borger.dk