Speed dating om uddannelse på rådhuset

16. november 2016

Knap 500 unge fra skolernes 8. klasser var med til speed dating på rådhuset. I løbet af bare en time nåede de unge at høre om alle kommunens otte ungdomsuddannelser

Båt båt. Et lille lyserødt båthorn lyder, og knap 100 elever skifter lynhurtigt plads og gør klar til at høre et nyt oplæg fra nuværende studerende på en af kommunens otte ungdomsuddannelser. Båthornet lyder hvert syvende minut og sikrer, at de unge når omkring alle uddannelsessteders tilbud inden for en time.

Det er femte år i træk, at arrangementet bliver afholdt og tovholder for projektet, Nanna Suhr Rasmussen, betegner det som en succes.

”Speedating åbner de unges øjne for de mange uddannelsesmuligheder, der er. Vores evalueringer viser, at de unge er glade for det, og synes det hjælper dem i deres uddannelsesvalg,” siger Nanna Suhr Rasmussen.

”Jeg ville ønske, jeg havde fået det tilbud”
Et af de nyere tilbud er EUX uddannelsen, og den er der mange unge, der ikke kender. Nicoline Rosell er 17 år gammel og studerende på EUX. Hun har meldt sig frivilligt til at give kommende studerende lidt mere viden om EUX uddannelsen.

Nicoline Rosell og David Bebe læser begge EUX og deler deres erfaringer med studiet med de kommende studerende.

Nicoline Rosell og David Bebe læser begge EUX og deler deres erfaringer med studiet med
de kommende studerende.

”Jeg synes, det er vildt sjovt at være med til speeddating. Jeg svarer på spørgsmål og deler ud af min viden om studiet,” siger Nicoline Rosell.

David Bebe læser også på EUX og vil også gerne hjælpe 8. klasses eleverne godt på vej.
”Jeg startede selv på den forkerte ungdomsuddannelse i første omgang, fordi jeg manglede viden. Jeg vil derfor gerne dele ud af mine erfaringer, så der er større chance for, at de vælger rigtigt første gang,” siger David Bebe.

EUX uddannelsen er en blanding af teori og praksis. Den er sammensat så de studerende får en række fag på gymnasialt niveau samtidig med de får en erhvervsuddannelse.

Fakta om speeddating:

  • Alle kommunens 8. klasser inviteres en gang om året til speed dating i atriet på rådhuset for at høre mere om uddannelsesmulighederne i kommunen
  • I år løber det af stablen den 15.-16. November og knap 500 elever deltager i arrangementet hen over de to dage
  • Eleverne inddeles i seks grupper på forhånd som blandes på kryds af tværs af skoler og klasser
  • Til arrangementet kan de møde de otte ungdomsuddannelser i Ballerup:Talent 10, TEC (EUX og EUD), Baltorp Gymnasium, Borupgaard Gymnasium, Next (EUD og EUX Business),  H.C. Ørsted Gymnasiet, Produktionshøjskolen Ballerup/Herlev

Se et klip fra dagens speed dating her: