Stor frivilligkonference med inspirerende foredrag

forsamling
2. maj 2017

Lørdag summede Tapeten af liv og frivillig-snak, da den store frivilligkonference ”Som ringe i vandet” fandt sted

- I er her i dag, fordi I gør noget vigtigt. I gør noget for andre mennesker.

Sådan åbnede tidligere statsminister og medstifter af det ”Sociale Netværk” Poul Nyrup Rasmussen konferencen for de 175 frivillige lørdag formiddag. Og de frivillige sad på kanten af stolen, da han fortalte sin personlige historie om, hvorfor han selv var blevet frivillig. 

Med den indledning var fundamentet for resten af dagen lagt.

Saml skrald og tøm toiletter
Her gav Jonas Hedegaard fra Roskilde Festivals interne lederuddannelse blandt andet et oplæg. Han fortalte om, hvordan man fastholder og motiverer de frivillige på Nordeuropas største festival, hvor opgaverne primært består af kedelige ting som at samle skrald og tømme toiletter.

Trygve Laub Asserhøj fra Idrættens Analyseinstitut fortalte om, hvordan foreninger i fremtiden bedre kan rekruttere og fastholde de frivillige. Professor Jacob Torfing fra RUC fortalte meget indlevende om, hvordan samskabelse udfordrer den klassiske frivillighed, og at der derfor er brug for at tænke nyt, mens det samtidig er nødvendigt at kigge på, hvordan man optimere ledelsen af de frivillige. 

Erfaringer og meninger blev udvekslet
De 175 tilmeldte frivillige kom fra en række forskellige foreninger og organisationer i Ballerup Kommune, og de havde stor glæde af at udveksle meninger om de enkelte foredrag og workshops i pauserne og samtidig også udveksle erfaringer fra deres hverdag som frivillig. 

Dagen bød på masser af grin både i pauser og under de forskellige oplæg. Særligt da tidligere jægersoldat og mentaltræner B. S. Christiansen gik på scenen som sidste foredragsholder. 

B. S. Christiansens budskab var til gengæld meget alvorlig. Han understregede hvor værdigfuldt det er, at de frivillige har valgt at bruge deres tid på andre mennesker, da tid jo netop er noget, man ikke får igen. Han lagde også stor vægt på, hvor vigtigt det er at den enkelte frivillige husker at passe på sig selv, hvilket han gentog flere gange mens han pegede ud på tilhørerne: 

- …for det er nemlig helt afgørende, når man som jer, skal være noget for andre.

poul nyrup
forsamling
würtzen