Om Ballerup Kommunes Hjemmepleje

At få brug for støtte og hjælp kan være en stor forandring og det er ikke lige meget, hvem du åbner dit hjem for. Vi kan give dig en håndsrækning, du har brug for i hverdagen.

Vi vægter højt, at de borgere, som vi skal hjælpe, føler sig imødekommet, respekteret og anerkendte, samt at de oplever tryghed i relationen med os.

Hvis du søger hjemmepleje kan du læse mere, om hvordan du kan få hjælp på nedenstående link. https://ballerup.dk/hjemmepleje

Vi giver støtte og hjælp hele døgnet, afhængig af dit behov. Du vil møde social og sundhedshjælpere, assistenter og sygeplejesker, samt elever og studerende - alt efter hvilken hjælp du har behov for. En af fordelende ved vores størrelse er, at der altid er nogen på arbejde i "dit" team. Får du brug for hjælp, kan vi være hos dig på kort tid.

Alle medarbejdere bærer synligt identifikationskort med billede.
Medarbejderne har selvfølgelig tavshedspligt.

Målet er som udgangspunkt, at det er de samme få medarbejdere, der besøger dig. Har du brug for hjælp og støtte flere gange om dagen, kan det være nødvendigt, at der kommer et team af medarbejdere - få, men kendte ansigter.

Ved dit første møde med Hjemmeplejen vil medarbejderne se på hvordan arbejdet bedst kan tilrettelægges i dit hjem, sammen med dig og ud fra princippet om "hjælp til selvhjælp". Det betyder at vi måske vil komme med forslag til nye arbejdsmetoder f.eks. i den forbindelse med støvsugning eller komme med forslag til aktiverende eller aflastende hjælpemidler.

Vores hjælp spænder fra sygepleje og personlig hjælp til praktisk hjælp.

Du kan fx få støtte til at:

  • Få et bad
  • Af- og påklædning
  • Huske pillerne
  • Bestille indkøbsvarer
  • Pakke vasketøj
  • Få behandlet sår og anden sygepleje
  • Rengøring
  • Mad Hjælpen, som du er blevet visiteret til, leveres ud fra princippet om hjælp til selvhjælp, hvilket betyder, at den hjælp og det arbejde, der skal udføres i dit hjem, udføres i et samarbejde mellem dig og medarbejderen. Vi vil sammen med dig, løbende vurderer om du har brug for mere eller mindre hjælp end den du startede med.

Selv om din bolig selvfølgelig er dit private hjem, så er det også vores arbejdsplads i den tid, hvor vi kommer og hjælper dig. Ifølge arbejdsmiljøloven har vi pligt til at sørge for, at vores medarbejderes arbejdsmiljø er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Derfor vil der altid blive udarbejdet en lovpligtig arbejdspladsvurdering.

Formålet er, at sikre at vi både kan levere den bedst mulige hjælp til dig, men også at vores medarbejdere har gode og hensigtsmæssige arbejdsforhold.

Vi beder dig om, at tage hensyn til vores hjælpere:

  • Luft grundigt ud, inden vi kommer - særligt hvis du er ryger
  • Der må ikke ryges, mens hjælperen er til stede – dette iflg. arbejdsmiljøloven
  • Sørg for at husdyr ikke er til gene. Fritgående dyr skal lukkes ind i et andet rum, mens hjælperen er tilstede
  • Sørg for tydeligt navn, nummer, lys og frie adgangsforhold til boligen, samt at der er saltet og ryddet for sne, når der er isglat og snefald

Ønsker du at bytte hjælpen mellem personlig hjælp og praktisk hjælp, skal du være visiteret til begge dele. Du kan f.eks. vælge at bytte støvsugning ud med gåtur, eller én dag vælge mere rengøring og mindre personlig pleje. Retten til at bytte hjælpen skal holdes inden for den tidsramme, der er afsat af kommunen.

Det er medarbejderen, der afgør om det er forsvarligt at bytte hjælpen. Er der tvivl, skal medarbejderen yde den tildelte hjælp.

Det er vigtigt, at du husker at afbestille hjælpen, hvis du ikke er hjemme.

Hvis din hjælper kommer en dag, og ikke kan komme i kontakt med dig, så vil vi gøre en stor indsats for at få fat i dig for at sikre os, at der ikke er sket en ulykke.

En rettidig afbestilling gør desuden, at vi kan spare tid, og dermed yde en bedre daglig service.

Hvis du en dag er forhindret i at modtage hjælp, skal du afbestille hjælpen – gerne inden kl. 12.00 dagen før. 

Tlf. 4477 3340

Vi arbejder tæt sammen med:

  • Praktiserende læger
  • Aktiv hverdag
  • Demenskoordinatorer
  • Visitationen
  • Hjerneskadekoordinatorer
  • Sygeplejeklinikken
  • Distrikt psykiatrien
  • Hospitaler, plejecentre og Hospice

Kontakt

Ballerup Kommunes Hjemmepleje

4477 3340

E-mail