Tag på skattejagt i efterårsferien i både Måløv, Skovlunde og Ballerup

To hænder holder et skattekort foran et kunstværk
7. oktober 2020

Så er der igen godt nyt til alle eventyrlystne sjæle, som har mod på en spændende kunstskattejagt – eller tre. Er det dig, som skal løbe af med hovedpræmien: En tur i biografen med både popcorn og sodavand?

Så hop i de gode travesko, find mobilen og de bedste farveblyanter frem, og hiv din bedste ven eller hele familien med på en spændende tur i den kommende efterårsferie.

Denne gang byder vi på hele tre kunstskattejagter - en i Måløv, en i Skovlunde samt en i Ballerup. I kan vælge at drage ud på et af eventyrene, eller I kan kaste jer frygtløst ud i dem alle tre. Det er helt op til jer!

Hvert skattekort viser jer vej til flotte skulpturer rundt omkring i kommunen, og så gælder det om at finde skulpturerne, scanne QR-koderne og løse de sjove og kreative opgaver, som I får stillet undervejs. Sammen afslører I mange hemmelige kunstskatte og bliver klogere på den by, I bor og lever i.

Her henter I jeres skattekort

Udlevering af skattekort til alle tre ruter sker i perioden fra lørdag den 10. oktober til lørdag den 17. oktober på Ballerup Bibliotek, Måløv Bibliotek og Kulturhus Måløv i åbningstiden. Det er også her, I bagefter får en velfortjent guldmedalje oven på alle strabadserne.

I kan vælge at gennemføre familiejagten på én dag eller sprede fornøjelserne ud over flere dage. Det bestemmer I selv! Bare husk at aflevere jeres besvarelse senest lørdag den 17. oktober i åbningstiden på Ballerup Bibliotek, Måløv Bibliotek eller Kulturhus Måløv.

Når I afleverer jeres besvarelse, deltager I samtidig i lodtrækningen om hovedpræmien: En tur i biografen med popcorn og sodavand for hele familien (maks. fem personer). Der trækkes lod i uge 43 blandt samtlige besvarelser, og vinderholdet får direkte besked.