Turbo på skoledagen

Racerbane
19. marts 2019

8.D på Hedegårdsskolen har gennemført et utraditionelt skoleforløb om motorsport og lært, hvad skolen kan bruges til i virkeligheden.

"Kom så Laura, kom så Laura."

Der bliver heppet begejstret fra sidelinjen, da den grønne, eldrevne gokart suser forbi klassekammeraterne, der står ved de rød-hvide bander på sidelinjen.

8.D fra Hedegårdsskolen har flyttet undervisningen til Power Racing Gokart Akademi i Herlev for en stund for at blive klogere på motorsport. Gennem et fire uger langt Åben Skole-forløb har eleverne lært, hvad skolen kan bruges til i virkeligheden inden for motorsportens verden. 

Hele forløbet bliver kickstartet med en tur i gokart, og adrenalinsuset fra banen bliver startskuddet til et anderledes læringsforløb for eleverne. 

Fuld fart på fagligheden
Under besøget på gokartbanen har eleverne hver især kørt ti runder, og løbstiderne bliver  bagefter brugt i matematiktimerne til statistikøvelser, hvor der er lidt mere på spil end normalt. For hvad var gennemsnitstiden for en omgang på banen for klassen? Og hvem var samlet set den hurtigste?

De mange omgange på banen skaber sved på panden og anspændte muskler hos eleverne. Erfaringerne på egen krop som racerkører bruger de til at lave et konkret træningsprogram for en racerkører i idræt, som også er et af de fag, forløbet berører.

Ud over matematik og idræt har eleverne også lært nye ting om samfundsfag, historie, fysik og kemi med udgangspunkt i temaet motorsport og besøget på gokartbanen. Lige fra bilernes betydning for samfundets udvikling til konkrete målinger af co2-udledning fra biler.

For Ida i 8.D er det første gang, hun prøver kræfter med motorsport og gokartløb. Hun er meget overrasket over, hvor sjovt det har været.

- Jeg synes, det har været en anderledes måde at have timer på. Vi har haft det sjovere sammen og lært mere, fordi mange forskellige fag indgår i forløbet. Og så er jeg da også stolt over, at jeg har forbedret min tid med fire sekunder undervejs, siger hun med et smil, mens hun tager styrthjelmen af.

Viser vejen til jobmuligheder
Mikkel Bøyesen står og studerer en farverig planche om den tyske racerkører Sebastian Vettel, som en af elevgrupperne har lavet. Planchen opsummerer hvad, eleverne har fået ud af forløbet i forhold til de forskellige fag, som forløbet rummer. 

Mikkel Bøyesen er tidligere lærer på Skovlunde Skole, og han har udviklet læringsforløbet "Motorport på skoleskemaet" i samarbejde med Dansk Automobil Sport Union. 8.D er kun den fjerde skole i landet, der er igennem forløbet, og erfaringerne er gode indtil videre.

- Ud over at involvere og aktivere eleverne på nye måder, åbner forløbet også elevernes øjnene for de jobmuligheder, som motorsportens verden gemmer på som fx mekaniker og pladesmed, fortæller Mikkel Bøyesen. 

På forløbets sidste dag får eleverne fx mulighed for selv at prøve kræfter med at skille en gokartmotor ad under vejledning af en lærling på automatikteknikeruddannelsen. Ligesom en repræsentant fra Dansk Automobil Sport Union også kigger forbi og fortæller om de mange muligheder, som en erhvervsuddannelse giver inden for motorbranchen.

Morten Ploug, der er lærer i 8.D, ser tilbage på et meget udbytterigt forløb. Han er især begejstret for, at forløbet også giver eleverne mere konkret viden om Uddannelse og Job, som er er timeløst fag i skolen.
 
- Ud over at eleverne har set, hvordan de kan bruge teorierne fra skolebøgerne i virkeligheden har nogle af dem også fået konkret inspiration til valg af ungdomsuddannelse. Det styrker deres interesse og motivation for skolen, og det er rigtig godt," siger Morten Ploug.

Fakta

  • Åben Skole er et nyt element i folkeskolereformen. Det går ud på at supplere den normale undervisning med besøg på eller af museer, musikskoler, biblioteker, lokale foreninger, virksomheder, skoletjenester mm.
  • Eleverne lærer nyt på en anden måde og i en anden form end den traditionelle undervisning. Samtidig bliver undervisningen til i en samskabelse mellem skole og lokalsamfund.
  • Læs mere om de mange tilbud og se hvordan din forening kan tage del i Åben Skole på http://skolenivirkeligheden.dk

motorlære
Karam, Jeppe og Arian fra 8.D øver sig i at samle en gokartmotor under kyndig vejledning af Tobias Thrane, der læser til automatiktekniker.

samarbejdsøvelse
Eleverne har trænet deres reaktionshastighed, da det også er en vigtig kompetence som racerkører. Her er det Mikkel Bøyesen, der giver en åben ballon op, som eleverne skal gribe, inden den falder på gulvet og er tom for luft.