Udendørs besøg kan stoppe midlertidigt på plejecentre og botilbud

Udendørs besøg på plejecentre og botilbud
27. maj 2020

Beboere på kommunens plejecentre og bosteder er sårbare borgere. For at passe bedst på dem kan det være nødvendigt med et stop for udendørs besøg på et specifikt botilbud eller plejecenter i en periode.

Ballerup Kommune har et særligt ansvar for at forebygge smittespredning i samfundet – herunder at mindske kontakt mellem smittekæder. Derfor kan vi i en periode være nødt til at lukke for udendørs besøg på plejecentre og botilbud, hvis der er positive COVID-19-test hos beboere, personale eller nære pårørende. Et besøgsforbud gælder for alle.
 
Hvis vi derfor er nødt til at lukke for udendørs besøg, kan vi først åbne for besøg igen, når et svar fra COVID-19-test nummer 2 er negativt. Test 2 bliver taget syv dage efter første test.
 
Aktuelt har vi konstateret et nyt tilfælde af COVID-19 på Plejecenter Sønderhaven, som derfor lukker for udendørs besøg i en periode. Beboere, medarbejdere og pårørende bliver informeret direkte om ændringen.
 
Fakta
 
  • Hvis alle test er negative, kan vi genåbne for udendørs besøg. Vi har svaret fra anden test cirka 10 dage efter første test.
  • Hvis test 2 giver et positivt svar, er der fortsat besøgsforbud, indtil alle test er negative.
  • Alle beboere, medarbejdere og nære pårørende, der er testet positive, men ingen symptomer har, skal være i isolation i syv dage, fra de er testet positive.
  • Besøgende, der har været i tæt kontakt med en smittet, skal også isolere sig og henvende sig til egen læge med henblik på at blive testet for COVID-19.