'Udsolgt' til Kinesisk Nytår

21. december 2016

På få dage har borgerne i Ballerup booket alle 200 gratis billetter til det kinesisk danse- og teatershow den 13. januar i Smørum.

Indled 2017 med et fortryllende kinesisk danse- og teatershow.

Sådan lød opfordringen til borgerne i Frederikssund, Ballerup og Egedal, der er inviteret til ’Kinesisk Nytår’ i Smørum af de tre Bycirkel-kommuner for at fejre samarbejdet med Kina.

Og opfordringen blev fulgt. De 600 gratis billetter - 200 til hver kommune - blev ”sat til salg” den 13. december, og de er nu næsten væk alle sammen.

I Ballerup er der blevet ’udsolgt’ på få dage. I Egedal er der kun enkelte billetter tilbage, mens der stadig er nogle få at hente i Frederikssund.

- Det bliver en fantastisk flot forestilling, så vi havde også en klar forventning om, at borgerne i Ballerup, Egedal og Frederikssund ville tage godt imod tilbuddet. Men at de fleste billetter ville blive revet væk på få døgn er en positiv overraskelse, siger Egedals borgmester Willy Eliasen, der har formandskabet i Bycirklen i 2017. 

’Kinesisk Nytår’ er et kinesisk danse- og teatershow med 'The Hubei Art Troupe', der med akrobater, musikere, dansere og sangere formidler oprindelig kinesisk kultur i et væld af lys, farver og musik. 

Forestillingen finder sted fredag den 13. januar kl. 19.00 i Smørum Kultur- og Idrætscenter, hvor også Kinas ambassadør i Danmark Mr. Liu Biwei deltager.