Udvidelsen af Plejecenter Toftehaven går ind i ny fase

præstevænget
10. juni 2020

Bygningerne på Præstevænget 20-22A bliver revet ned fra uge 25. Nedrivningen skal gøre plads til nybyggeriet af 48 plejeboliger til Plejecenter Toftehaven

Foto: Næste etape af udvidelsen af Plejecenter Toftehaven går i gang i uge 25. Her rives disse bygninger ned.

Inden længe vil naboer og andre forbipasserende på Præstevænget i Ballerup tydeligt kunne se næste etape af den kommende udvidelse af Plejecenter Toftehaven. Udvidelsen skal efter planen stå færdig i 2022, og fra uge 25 vil nedrivningen af de tomme bygninger på Præstevænget 20-22A begynde, så der kan gøres plads til nybyggeriet af de 48 plejeboliger.

- Udvidelsen skal ses som rettidig omhu. Vi bliver flere og flere ældre i Ballerup Kommune i disse år. Mange flyttede til Ballerup i 60'erne som unge, og de har været glade for at bo her, så de er blevet. Nu er de blevet ældre, og det betyder, at vi får behov for flere ældre- og plejeboliger, siger borgmester Jesper Würtzen.

- Ovenikøbet har vi kunnet glæde os over, at ældresundheden er blevet bedre og bedre, så folk lever længere og længere. Det er godt, og derfor er der også brug for flere boliger til de ældre. Med udvidelsen af Toftehaven får vi 48 nye gode og moderne plejeboliger tæt på Ballerup Station og bymidten, pointerer Jesper Würtzen.

Gammelt gasværk på grunden

Selvom der er mere end to år til, at snoren til de nye plejeboliger efter planen skal klippes, så går nedrivningen af bygningerne i gang allerede nu. 

- Der er tale om en grund, der tidligere har huset et gasværk. Derfor er vi nødt til at lave en grundig oprensning af fortidens "synder". I løbet af årene har man foretaget en delvis oprydning på grunden, men det har af gode grunde ikke være muligt under bygningerne. Det skal vi i gang med, inden vi kan bygge nogle gode plejeboliger, siger Søren B. Christiansen, der er direktør i boligselskabet Baldersbo.

De nye plejeboliger bliver bygget af Boligselskabet Baldersbo. Boligerne bliver, som alle andre af kommunens plejeboliger, opført som almene boliger.

Bygges efter de nyeste standarder

Plejecenter Toftehaven blev oprindeligt bygget i 1968, og centret er efterfølgende blevet renoveret i 1981 og 2004, og hos Baldersbo er man meget opmærksomme på byggestandarden, og at nybyggeriet skal passe ind i omgivelserne.

- Vi kommer til at bygge efter de nyeste standarder. Fællesarealerne for beboerne sikrer vi også blive gode og indbydende. Derudover er vi sikre på, at de fleste Ballerup-borgere vil opfatte den kommende plejecenterudvidelse på hjørnet af Nygårdsvej og Præstevænget således, at denne del af byen arkitektonisk kommer til at hænge sammen, siger Søren B. Christiansen.

Baldersbo forventer at skulle bruge 100 millioner kroner på projektet, og udvidelsen vil efter planen stå færdig i slutningen af 2022.