Unge giver en dag til demokratiet i Ballerup

De unge stemmeoptællere fra Borupgaard Gymnasium
1. november 2017

Ballerup Kommune får hjælp fra engagerede unge førstegangsvælgere, når alle stemmerne til kommunal- og regionsvalget skal tælles op den 21. november.

Foto: 35 forventningsfulde førstegangsvælgere fra Borupgaard Gymnasium vil snart opleve det travle liv bag kulisserne som stemmeoptællere ved det kommende kommunal- og regionsvalg. 

 

35 elever fra 3.g på Borupgaard Gymnasium satte cykelkursen mod Ballerup Rådhus i sidste uge, hvor de var indkaldt til informationsmøde i anledningen af det forestående kommunal- og regionsvalg.

Ikke alene er det første gang, gymnasieeleverne selv skal sætte krydset på stemmesedlen, men de vil også komme til at spille en helt særlig rolle tirsdag den 21. november, når der er ringet med klokken ude på alle valgstederne, og den sidste stemme er afgivet og lagt i stemmeboksen.  De unge har nemlig fået til opgave at optælle alle stemmerne i Ballerup Kommune ude på de enkelte valgsteder.

 

Bag om kommunalvalget

Vi fangede fire af de forventningsfulde elever til en hurtig snak efter mødet. For Mike Jung fra 3.C er det en kæmpe gevinst at få rollen som stemmeoptæller ved dette års kommunal- og regionsvalg:

- Jeg har altid gerne villet opleve hele processen omkring et kommunalvalg indefra, og nu får jeg endelig muligheden.

Klassekammeraten Niklas Kofoed supplerer:

- Jeg har været med mange gange, når mine forældre tog ud til et valgsted for at stemme, og nu, hvor jeg selv skal sætte krydset for første gang, kan jeg jo gå all in på opgaven.

Det skorter bestemt heller ikke på interessen for samfundsforhold og politik hos de unge, som vi har rekrutteret til opgaven, og de forstår alle vigtigheden af krydset, der skal sættes den 21. november:

- Jeg har tilmeldt mig en gruppe på Facebook om valget, så jeg kan få mere viden om de politiske mærkesager her i kommunen. Jeg snakker også meget med mine forældre om valget, og når vi nærmer os valgdagen, vil jeg læse mere om de enkelte kandidater for at blive klogere på, hvad de hver især ønsker for Ballerup, siger Mads Salomonsen fra 3.C med stor entusiasme.

Fire stemmeoptællere fra Borupgaard Gymnasium

Foto: De fire unge mænd fra 3.C på Borupgaard Gymnasium er klar til at smøge ærmerne op på valgdagen den 21. november, når de mange stemmer ude på valgstederne skal tælles op. Fra venstre Mads Salomonsen, Niklas Kofoed, Mike Jung og Marco Mølgaard Rasmussen. ​

 

Unge får indsigt i lokalpolitik

Det er Politisk Sekretariat i Ballerup Kommune, som varetager gennemførelsen af kommunal- og regionsvalget, og her er man meget glade for, at så mange unge mennesker har meldt sig til den spændende opgave:     

- Indkaldelsen af de unge stemmeoptællere er en del af vores ungeindsats i Ballerup Kommune, siger Mette Brinch, chef for Politisk Sekretariat, og hun fortsætter:

- Vi ønsker at invitere de unge indenfor, så de kan få mere kendskab til, hvad lokaldemokratiet er for en størrelse, og hvordan valghandlingen rent praktisk foregår. Forhåbentlig vil det øge de unges interesse for, hvad Kommunalbestyrelsens arbejde går ud på, og hvordan Kommunalbestyrelsens beslutninger påvirker de unge menneskers egen hverdag i Ballerup Kommune.

De unge modtager alle et honorar for tælleopgaven, der starter en halv time, før valgstederne lukker, og først slutter, når den allersidste stemme er talt op.