UNICEF By-stafetten overdraget til Ballerup

9. januar 2017

Lørdag fik Ballerup det fysiske bevis på, at kommunen er UNICEF By 2017. Viceborgmester Lolan Ottesen fik overdraget ”UNICEF Ambassade”-skiltet i Ringsted, der har været UNICEF By 2016.

Foto: Lolan Ottesen modtager stafetten

Ballerup Kommune er udpeget til at være UNICEF By i 2017. I den forbindelse besøgte kommunens viceborgmester Lolan Ottesen lørdag Ringsted Kommune, hvor deres årlige nytårskoncert fandt sted. 

Ringsted Kommune har været UNICEF By i 2016, og ved nytårskoncerten blev UNICEF By-stafetten givet videre, da borgmester i Ringsted Kommune Henrik Hvidesten overdrog skiltet til Ballerup Kommune.

Læs mere: Ballerup som UNICEF BY 2017

Skiltet bærer teksten ”UNICEF Ambassade”, og det har tilhørt skuespiller Jesper Klein, der i mange år var ambassadør for UNICEF.

Ambassade-skiltet bliver senere på måneden sat op på Ballerup Bibliotek i forbindelse med åbningen af UNICEF By ambassaden den 23. januar. Skiltet vil hænge på biblioteket resten af 2017.

1. mio. kroner indsamlet
Ringsted Kommune kunne ved lørdagens arrangement desuden afsløre, at skoler, dagtilbud, foreninger, virksomheder og borgere i Ringsted Kommune har udvist et fantastisk engagement og har formået at samle mere end 1 mio. kr. ind til UNICEF i 2016. 

Pengene skal gå til børn i Myanmar, så de fremover kan få bl.a. rent vand. 

Kommunalbestyrelsen i Ballerup har valgt ”Uddannelse til alle” som tema for indsamlingen. Det betyder, at pengene, vi sammen indsamler i Ballerup i 2017, går til at sikre uddannelse til børn i verdens fattigste lande.