Opstart af forening

Alle kan etablere en forening.

Hvis du ønsker at søge tilskud eller lokaler hos din kommune, skal foreningen dog godkendes som en folkeoplysende forening først. Foreningen skal være hjemmehørende i Ballerup og have en vedtægt, der lever op til lovens krav.

Alle borgere kan danne en forening omkring en interesse, aktivitet eller andet. Typisk vil foreningen være organiseret med en bestyrelse, der står for den daglige drift af foreningen. Formålet med foreningen, hvem der kan blive medlemmer, hvem der bestemmer i foreningen osv er normalt skrevet ned i en vedtægt. 

Aftenskoler, idrætsforeninger og foreninger, der tilbyder idébestemt og samfundsengagerende børne- og ungdomsarbejde, har ret til kommunale tilskud og til anvisning af kommunale lokaler og anlæg i et vist omfang. Dette er beskrevet i folkeoplysningsloven og denne type foreninger kalder vi folkeoplysende foreninger.

For at blive godkendt og kunne søge tilskud og lokaler, skal foreningen opfylde kravene i Folkeoplysningsloven. Loven deler foreningerne op i to grupper

- Foreninger, der tilbyder voksenundervisning (aftenskole)

- Foreninger, der tilbyder idræt eller idébestemt og samfundsengagerende børne- og ungdomsarbejde (frivillige folkeoplysende foreninger)

For at blive godkendt skal man indsende et ansøgningsskema sammen med foreningens vedtægter. Det er Kultur- og Fritidsudvalget, der godkender folkeoplysende foreninger. Udvalget holder møde ca. én gang om måneden. Vi kan ikke garantere, at din ansøgning bliver behandlet på det første møde efter du har indsendt ansøgningen, men vi gør vores bedste.

Ansøgningsskemaet finder du på www.borger.dk under Kultur og fritid

Formålet med den folkeoplysende voksenundervisning er med udgangspunkt i undervisningen at øge den enkeltes almene og faglige indsigt og færdighed for at styrke evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.

Den folkeoplysende voksenundervisning omfatter undervisning, studiekredse, foredragsvirksomhed og debatskabende aktiviteter.

Endvidere skal følgende krav være opfyldt:

  • Foreningen skal have formuleret et formål med foreningsdannelsen, som fremgår af vedtægten
  • Foreningen skal have en bestyrelse, der består af mindst fem personer, der er valgt eller udpeget af medlemmerne eller medlemsorganisationerne, der står bag foreningen
  • Foreningen skal give deltagerne i den folkeoplysende virksomhed mulighed for en plads i bestyrelsen
  • Foreningen skal have en folkeoplysende voksenundervisningsvirksomhed, som er åben for alle
  • Foreningen skal være hjemmehørende i Ballerup Kommune
  • Foreningen skal have en virksomhed, der er almennyttig og kontinuerlig
  • Foreningen må ikke oprettes eller drives kommercielt, og overskud må ikke tilfalde enkeltpersoner

En vedtægt for en aftenskole skal indeholde følgende oplysninger:

  1. Foreningens formål
  2. Valg til bestyrelsen og antallet af bestyrelsesmedlemmer
  3. Regnskabs- og formueforhold, herunder valg af revisor
  4. Foreningens hjemsted
  5. Betingelser for medlemskab
  6. Tegningsret for foreningen
  7. Procedure for vedtægtsændringer
  8. Anvendelse af foreningens eventuelle overskud ved ophør 

 

 

Formålet med det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde er med udgangspunkt i aktiviteten og i det forpligtende fællesskab at styrke folkeoplysningen og dermed medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.

Det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde rummer idræt samt idébestemt og samfundsengagerende børne- og ungdomsarbejde, hvortil er knyttet en deltagerbetaling.

Endvidere skal følgende krav være opfyldt:

  • Foreningen skal have formuleret et formål med foreningsdannelsen, som fremgår af vedtægten
  • Foreningen skal have en bestyrelse
  • Foreningen skal være demokratisk opbygget
  • Foreningen skal være bygget på et aktivt medlemskab og have mindst fem betalende medlemmer
  • Foreningen skal være åben for alle, som tilslutter sig foreningens formål
  • Foreningen skal være hjemmehørende i Ballerup Kommune
  • Foreningen skal have en virksomhed, der er almennyttig og kontinuerlig
  • Foreningen må ikke oprettes eller drives kommercielt, og overskud må ikke tilfalde enkeltpersoner

En vedtægt for en frivillig folkeoplysende forening skal som minimum indeholde følgende oplysninger

  1. Foreningens formål
  2. Valg til bestyrelsen og antallet af bestyrelsesmedlemmer
  3. Regnskabs- og formueforhold, herunder valg af revisor
  4. Foreningens hjemsted
  5. Betingelser for medlemskab
  6. Tegningsret for foreningen
  7. Procedure for vedtægtsændringer
  8. Anvendelse af foreningens eventuelle overskud ved ophør 

Få eventuelt hjælp i denne standardvedtægt: 

Alle foreninger, der betaler til eller modtager tilskud fra kommunen, skal have et CVRnr. Det skal I oprette på hjemmesiden www.virk.dk, der også indeholder en god vejledning i, hvordan det gøres. Det er gratis at have et CVRnr.

Alle udbetalinger fra kommunen sker til en Nem-konto. Inden I kan modtage tilskud herfra, skal I have oprettet en Nem-konto og gøre jeres pengeinstitut opmærksom på, at kontoen skal tilknyttes jeres CVRnr.

Kontakt

Center for Skoler,
Institutioner og
Kultur

Kultur & Fritid
Gry Andersen

Hold-an Vej 7
2750 Ballerup

2913 7735

E-mail