Skulptur ved arenaen

Ellen Hyllemose har skabt en monumental og farvestrålende skulptur foran Ballerup Super Arena.

Ballerup Super Arena er en meget stor men ret anonym bygning beregnet til, at rigtig mange mennesker kan samles og overvære forskellige begivenheder.

Kunstneren Ellen Hyllemose fik i 2009 til opgave at aktivere arenaens store parkeringsplads med et vartegn, der tydeligt kunne ses fra Ballerup Boulevard. Hun valgte at bygge en 16x10x6 meter stor ”arena-form” der med sine stærke farver står i klar kontrast til de grå omgivelser.

Farverne kan måske fortolkes som et billede på Superarenaens indre liv, der er fuld af farver, fart og fest. Asfalten uden og omkring skulpturen er også farvet grøn og forsynet med bløde forhøjninger, der gør det til et yndet skater- og cyklested.

Som flere af kommunens andre store offentlige skulpturer, er Ellen Hyllemoses også fortrinsvis finansieret af penge udefra. I dette tilfælde er det Statens Kunstfond, der først udskrev en konkurrence og dernæst betalte to tredjedele af udgifterne.

 

Udført 2009.
Ellen Hyllemose (f.1968), skulptør.

 

Andre sider i Skulptur ved arenaen