Sammendrag
Der skabes i fiberprojektet øget kapacitet til og fra kommunalt anvendte bygninger til internettet. Selve dækningen indenfor bygningen kan forbedres via opgradering af det trådløse netværk.
Administrationen foreslår, at der i budgetforhandlingerne for 2021 indgår forslag til projekt for opgradering af trådløst netværk på udvalgte kommunale lokationer. Projektet beløber sig til 3 mio. kr.
Projektet omfatter lokationer, der med implementering af nye digitale processer, har et behov for øget og forbedret dækning.
Baggrund
I Ballerup Kommune er der pres på at skabe øget digitalisering og implementering af digitale processer. Det medfører krav om øget digital infrastruktur på eksterne lokationer, som plejecentre, daginstitutioner, botilbud mv.
Der er med fiberprojektet taget højde for at skabe øget båndbredde frem til de eksterne lokationer med fiberprojektet.
Udover at forsyne lokationer med fiber er det nødvendigt også at sikre en bedre dækning med trådløst net indenfor selve lokationen, således at der er dækning med trådløst net i alle dele af lokationen.
Det foreslås derfor, at der i budget 2021 afsættes 3 mio. kr. i anlæg til at sikre et tidssvarende og fremtidssikret trådløst netværk for Ballerup Kommunes eksterne lokationer, hvor der opleves et behov for en øget og forbedret dækning.
Sagsfremstilling
Fiberprojektet skaber digital infrastruktur frem til en lokation, det trådløse netværk skaber digital infrastruktur indenfor en lokations område. Hvis ikke det trådløse netværk er optimalt, vil man ikke kunne udnytte fordelene ved fiber optimalt.
Derfor skal dækningen af trådløst netværk undersøges og opgraderes i takt med, at der udrulles fiber på eksterne lokationer. Udgangspunktet er at opgradering af trådløst netværk vil blive prioriteret efter de samme principper som i fiberprojektet, dog tages der højde for, at der kan være lokationer fx børnehuse, hvor dækningen er meget ringe og disse skal ligeledes prioriteres afhængigt af det konkrete behov.
Fra fiberprojektet er prioriteringen således, at primært skoler og plejecentre får indlagt fiber, da de skal kunne understøtte de nye fælleskommunale tiltag som bl.a. plejecentrenes Fællessprog III (Nexus) og skolernes nye digitale platform Aula. Dette sker i 2020 og 2021, hvoraf nogle lokationer er fremrykket til 2020. Størstedelen af børnehuse og klubber står til at få indlagt fiber i 2022, dog kan børnehuse være udfordret på den trådløse dækning allerede i 2020/2021 i forbindelse med implementering af AULA.
Projektet omfatter 7 plejecentre, Rødbo, Stokholtbuen, Brydehuset, 4 klubber, 25 børnehuse og 5 BFO'er, da de oplever øget behov for dækning med nye digitale arbejdsgange. Ballerup Kommunes skoler og BFO'er, der ligger fysisk på samme matrikel, som skolerne er ikke omfattet projektet for opgradering af trådløst netværk, da de netop har opgraderet eller er i gang med at få opgraderet trådløst netværk i forbindelse med udrulning af fiber og AULA projektet på skolerne.
Projektet omfatter gennemførelse af site surveys til afdækning af behov for den enkelte lokation, el-arbejde og indkøb af ekstra AP'er (access points). For de lokationer, hvor Ballerup Kommune ikke ejer ejendommene, koordineres udvidelse af trådløst netværk med IT-Forsyningen og udlejere som fx boligselskaber, da det ligeledes kan omfatte el-arbejde mm. som skal aftales mellem de to parter.
Opgradering af trådløst netværk dækker ikke borgernes behov for trådløst netværk i boliger fx på bosteder eller plejecentre, da dette ikke er en kommunal opgave. Dog vil der i de fleste boliger være dækning, da personalet vil have behov for fx registrering i omsorgssystem hos en beboer.
Projektet foreslås gennemført i 2021.
Projektet vil indgå som forslag til nyt anlægsprojekt i det administrative budgetforslag for 2021, som præsenteres for Økonomiudvalget i august 2020. Der ønskes en kvalificering af projektet fra Digitaliserings- og Teknologiudvalgets side i forhold til en anbefaling til Økonomiudvalget.