Sammendrag
Erhvervs - og Beskæftigelsesudvalget orienteres hermed om organisationsændring mellem Center for Voksne og Sundhed (tidligere Social og Sundhed) og Center for Arbejdsmarked. I sagen gives overordnet beskrivelse af, hvordan organisationsændringen betyder for udvikling af et "nyt" Center for Arbejdsmarked.
En parallel sag er forelagt Social - og Sundhedsudvalget den 7. januar 2020.
Baggrund
Gennem de senere år med faldende ledighed og et stadig stigende antal borgere i beskæftigelse og selvforsørgelse er der sat mere og mere fokus på, hvordan der kan arbejdes for at flest mulige af de borgere, der aldrig har været i job eller haft meget lange ledighedsperioder, får bedre mulighed for at komme i job eller uddannelse, helt eller delvist. Baggrunden er, at langt de fleste mennesker på kanten eller langt fra arbejdsmarkedet ønsker at kunne bidrage, og have en funktion, og ikke mindst være en del af et fællesskab, - og meget gerne et arbejdsfællesskab, hvor man har en funktion og kan bidrage og styrke egen livsmestring.
Organisationsændringen har til formål at skabe en tættere kobling ledelsesmæssig og organisatorisk mellem dele af social- og arbejdsmarkedsområdet.
Parallelt hermed er der i center for Voksne og Sundhed et voksende opgavepres og behov for opgaveudvikling set i forhold til det specialiserede voksenområde, det stigende antal ældre og ikke mindst sundhedsområdet. Med overflytning af dele af socialområdet til Center for Arbejdsmarked, vil de to centre kunne sikre et stærkere fokus på de respektive udfordringer i forhold centrenes respektive ansvars- og opgaveområder.
Derudover har Ballerup Kommune indgået i en benchmarkinganalyse, der sammenligner udgifter til administration i Rødovre, Herlev og Hvidovre Kommuner. På baggrund af resultaterne af analysen foreslog direktionen, en besparelse på den samlede administration i Ballerup Kommune på 5 mio. kr. i 2020 stigende til 15 mio. kr. i budget 2021. Organisationsændringerne og besparelsen på administrationen indgår i budgetaftalen for 2020 som et af flere omprioriteringsforslag.
Sagsfremstilling
Organisationsændring betyder at en del af handicap- og psykiatriområdet flyttes til det "nye" Center for Arbejdsmarked pr. 1. april 2020.
Konkret drejer det sig om:
- Brydehuset.
- Fronten er et tilbud der yder forebyggende indsatser til unge og voksne med sindslidelser, sociale problemer og handicap.
- Opgangsbofællesskabet Skolehaven med 18 boliger til borgere med sindslidelse.
- Aktivitetstilbuddet Støberiet er et dagtilbud til borgere med psykisk sygdom.
- Botilbuddet Måløvgård er en selvejende institution med driftsaftale med Ballerup Kommune, og målgruppen er unge 18-25 år med debuterende skizofreni.
- Et endnu ikke aftalt antal sagsbehandlere fra afsnittet Social Vejledning i Center for Voksne og Sundhed.
Kriteriet for hvilke borgere, der fremover skal have en sag i Center for Arbejdsmarked fremfor i Center for Voksne og Sundhed, vil være "borgere, der har et midlertidigt forsørgelsesgrundlag, eller et beskæftigelsespotentiale nu, eller i fremtiden".
I løbet af de første måneder af 2020 findes de konkrete borgersager i Social Vejledning, som skal overgå til Center for Arbejdsmarked.
Der gennemføres i samarbejde mellem Center for Voksne og Sundhed og Center for Arbejdsmarked en proces med deltagelse af de berørte ledere og medarbejdere fra begge centre, således at realiseringen af organisationsændringen kan ske bedst muligt. I forlængelse heraf tages der stilling til, hvordan det nye center for Arbejdsmarked skal organiseres, heri skal det understreges at der i hovedsagen kun forventes mindre justeringer såvel i forhold til det nuværende Center for Arbejdsmarked, som i forhold til enhederne på det sociale område.
Fagudvalgene bibeholder de nuværende områder til politisk behandling. Det er kun en administrativ ændring af opgaveløsningen.