Sammendrag
Efter den offentlige høring forelægges planforslagene til endelig vedtagelse. Debatten har i vid udstrækning handlet om forholdet mellem natur og bebyggelse. Hovedparten af høringssvarene udtrykker således bekymring for de nye boligbebyggelsers påvirkning af den fredede Sømose.
Baggrund
Forslagene til kommuneplantillæg nr. 14 og til lokalplan nr. 175 har været i offentlig høring i perioden fra den 26. august til den 27. oktober 2019. Den 8. oktober 2019 blev der på Ballerup Rådhus afholdt borgermøde om planforslagene med ca. 40 deltagere. Der er i forbindelse med høringen modtaget 37 indlæg - dels fra borgere i lokalområdet og dels fra andre interessenter.
Sagsfremstilling
Det fremlagte forslag til kommuneplantillæg udlægger to nye rammeområder til henholdsvis boligformål og landskabsområde med beskyttelsesinteresser, som ikke giver anledning til bemærkninger.
Derimod er der kritik af, at tillægget overfører en ubebygget ejendom øst for DTU til det tilstødende rammeområde til boligformål, når en del af ejendommen er omfattet af søbeskyttelseslinjen omkring mosen. Det aktuelle lokalplanforslag omfatter ikke denne ejendom, og en fremtidig udnyttelse af ejendommen, herunder behovet for en eventuel dispensation fra søbeskyttelsen, vil forudsætte udarbejdelse af en ny, detaljeret lokalplan.
Da Erhvervsstyrelsen i planredegørelsen og kommuneplantillægget har savnet en henvisning til kommunens gældende klimatilpasningsplan, vil der i den endelige udgave blive tilføjet en sådan.
Som i den forudgående debat om campusområdets udvikling tilbage i 2017 fremsættes der i høringssvarene forskellige påstande om, at der med lokalplanen vil blive bygget i den fredede mose inden for søbeskyttelseslinjen eller i naturen.
Det er ikke korrekt. Der har på intet tidspunkt været ønske om at anvende arealer i strid med fredningen, og med et magelæg er det sikret, at der ikke bebygges inden for søbeskyttelsen. Hertil kommer, at den fremtidige udbygning af DTU ikke længere vil kunne ske nord for bygningen.
Arealerne, der skal bygges boliger på, har tidligere tilhørt Ingeniørhøjskolen, og de har til dato været udlagt til erhvervsformål eller offentlige formål såsom universitetet, men altså indtil videre har de været ubebyggede.
Den del af DTU's ejendom, der ligger nord for universitetsbygningen, har gennem årene været plejet ved afgræsning i dyrefolde og med årlig eller halvårlig slåning. Det samme har gjort sig gældende for de to parceller, hvorpå de nye boliger påtænkes opført. Samlet set har denne ekstensive drift bidraget til den nuværende tilstand som naturprægede friarealer. Ingen af de pågældende arealer har imidlertid opnået en karakter, der gør dem fortjent til en status som beskyttet naturtype.
Alle ejendomme, der er omfatter af kommuneplantillægget og det aktuelle lokalplanforslag, har i henhold til den hidtil gældende lokalplan en byggeret på mere end 50 pct. Såfremt ikke-kommunale ejendomme helt eller delvis udlægges til nye landskabsområder uden mulighed for fremtidig bebyggelse, vil der være tale om ekspropriationslignende vilkår, der vil udløse krav til kommunen om erstatning eller overtagelse.
Borgergruppen "Bevar Sømosen" rejser kritik af, at Ballerup Kommune ikke har foretaget en egentlig miljøvurdering. Bl.a. fordi planen vil medføre forurening af mosens vand, og fordi administrationen kun har undersøgt de såkaldte "bilag 4-arter" og ikke det øvrige dyre- og planteliv. I den anledning har de indsendt klage over den til planforslagene knyttede miljøscreening.
Ballerup Kommune har fastholdt sin afgørelse om ikke at foretage en miljøvurdering og har kommenteret klagen, der nu ligger til afgørelse i Miljø- og Fødevareklagenævnet. Kommunalbestyrelsens beslutning om planernes endelige vedtagelse må naturligvis ske med forbehold for klagesagens udfald. Men i administrationens kommentarer til klagenævnet er det forudsat, at den indsendte klage ikke har opsættende virkning på sagens videre behandling.
Flere høringssvar hæfter sig ved det store antal boliger, der påtænkes opført, og ved det deraf følgende antal brugere af de rekreative områder omkring mosen. I planredegørelsen var der desværre en fejlagtig information om det forventede antal studieboliger, som blev opgjort til 433. Siden planforslagets offentliggørelse har bygherren konkretiseret sine ønsker. I henhold hertil er det korrekte tal derfor snarere 300 boliger med mulighed for 320 beboere.
Studieboligernes bygherre har i øvrigt i sit høringssvar fremsat ønske om alternative formuleringer af lokalplanens bestemmelser om anvendelse og om parkering.
Enkelte høringssvar peger på den store forøgelse af trafikken på og omkring Lautrupvang. Administrationen kan ikke genkende denne udlægning og vurderer, at områdets trafikanlæg er dimensioneret til at kunne håndtere noget større trafikstrømme som led i erhvervsparkens fortsatte udvikling. Hertil kommer den konstruktive parkeringsløsning, som via en delvis dobbeltudnyttelse af DTU's og studieboligernes anlæg, reducerer behovet for nye p-pladser.
Der er også flere høringssvar, der er bekymrede for den kommende afledning af overfladevand fra de nye bebyggelser til Sømosen. Mosen fungerer som regnvandsbassin for et større opland i Herlev og Ballerup Kommuner. Men afledningen vil ske i overensstemmelse med kommunens spildevandsplan, og den ekstra vandmængde, som fremover vil blive ledt til mosen, vil svare til en forøgelse på 1-1½ pct. Lokalplanen åbner mulighed for etablering af flere forsinkelsesbassiner - dels på de pågældende ejendomme dels i det kommunalt ejede friareal omkring Registerstien. Den endelige løsning foreligger ikke endnu, men den vil blive valgt i samarbejde med forsyningsselskabet Novafos, der står for regnvandssystemets forskellige anlæg, herunder Sømosen og Sømose Å.
Det statslige forsyningsselskab Energinet påpeger, at der ikke er redegjort for den eksisterende højspændingsledning gennem lokalplanområdet. Ledningen har ingen betydning for de aktuelle byggeplaner, men information om ledningens placering og om vilkårene for anvendelse af zonen langs ledningen vil blive indarbejdet i den endelige lokalplan.
Det vedlagte notat opsamler de forslag til ændringer i kommuneplantillægget henholdsvis lokalplanen, som indstilles til godkendelse. Ingen af ændringerne har betydning for natur og miljø.