Sammendrag
Social- og Sundhedsudvalget drøfter forslag til indsatser for rekruttering og fastholdelse af elever inden for social- og sundhedsuddannelserne samt indsatser til rekruttering og fastholdelse af medarbejdere inden for sundhed, - ældre samt handicap- og psykiatriområdet i Ballerup Kommune.
Social og sundhedsudvalget har på mødet den 3. september truffet beslutning om at rekruttering og fastholdelse til sundhedsuddannelserne indgår i forhandlingerne til budget 2020.
Baggrund
I Vision 2029 er et af de fem pejlemærker "Ballerup en stærk uddannelsesby" og derfor står prioritering af indsatser der kan fremme og styrke alle borgers adgang til uddannelse højt på den politiske dagsorden. På samme måde bliver de nationale udfordringer med at rekruttere og fastholde såvel elever/studerende, som medarbejdere inden for de store velfærdsområder, også en vigtig dagsorden i Ballerup Kommune. Denne sag sætter fokus på en delmængde af den samlede udfordring, idet den handler om hvordan der kan arbejdes videre med rekruttering og fastholdelse inden for de social og sundhedsfaglige uddannelser og medarbejdergrupper. På dette felt står Ballerup, i lighed med øvrige kommuner, med en vigtig og stor opgave, som har afgørende betydning for at de fremtidige opgaver inden for social-, og sundhedsfaglig felt kan blive løst.
Der ses en stigning i opgaverne, som er begrundet i dels den demografiske udvikling, hvor en større andel af befolkningen består af ældre, dels ændringer i opgavefordeling mellem region og kommuner, som medfører både nye sundhedsopgaver til kommunerne og en vækst i antallet sundhedsopgaver til kommuner.
Rekrutteringsudfordringen ses på forskellige fronter:
- Rekruttering af elever til social- og sundhedsassistent/-hjælperuddannelserne
- Fastholdelse af elever i uddannelserne
- Rekruttering af sundhedsfagligt personale til fastansættelse
- Fastholdelse af ansatte medarbejdere og ledere.
KL har udarbejdet "Flere hænder i Ældre- og Sundhedssektoren - en handlingsplan for øget rekruttering i kommuner" med forslag til 38 initiativer(oktober 2018) samt præsenteret en materialepakke med inspiration fra andre kommuner (marts 2019).
Ballerup Kommune arbejder allerede målrettet med flere af initiativerne fra de to KL-materialer fx i samarbejde med uddannelsesstederne for at minimere frafald og øge fastholdelse.
Sagsfremstilling
Ballerup Kommune uddanner p.t. årligt ca. 160 SOSU-elever og 60 sygeplejestuderende. Fra 2020 stiger dette antal med 30 pct. på SOSU-uddannelserne til ca. 200 elever, jf. den nationalt fastlagte udvidelse af dimensioneringen på SOSU-uddannelserne (se bilag). Samtidigt overtager kommunerne ansættelsesforholdet for den regionale andel af SOSU-assistenteleverne.
For at gøre elevernes læringsmuligheder endnu bedre og sikre rekruttering og fastholdelse af sundhedsuddannede i Ballerup Kommune er der nedsat en tværgående arbejdsgruppe med medarbejdere fra Center for HR og Organisationsudvikling, Center for Arbejdsmarked, Center for Social og Sundhed samt Center for Skoler, Institutioner og Kultur til at bidrage med, det der til for at denne opgave lykkedes.
Der er gennemført fire fokusgruppeinterview i maj og juni 2019 med henholdsvis grupper af elever, praktikvejledere, medarbejdere og ledere fra decentrale enheder, der uddanner SOSU-hjælpere, SOSU-assistenter og sygeplejersker. Hovedpointer fra interviewene kan ses i bilag.
På baggrund af de problematikker og udviklingsmuligheder som interviewene har påpeget, har arbejdsgruppen foreslået en række indsatser, hvoraf nogle forudsætter særskilt finansiering og andre vurderes at kunne finansieres inden for den daglige drift (se bilag).
Af de indsatser, der kræver særskilt finansiering har administrationen udarbejdet følgende forslag til prioritering af indsatserne i den angivne rækkefølge:
Rekruttering til og fastholdelse i uddannelse:
1.1 Frikøb af tid til planlægning af praktikforløbet for elever og vejledningsopgaven samt deltagelse i uddannelseskonsulentens forløb for praktikvejledere.
1.2 Faglig efteruddannelse af praktikvejlederne, så alle vejledere er på niveau med ny uddannelsesstruktur.
2.1 Fritidsjob for folkeskoleelever to-fem timer på et plejehjem/botilbud.
2.2 SOSU-ambassadører – de unge SOSU-elever inviteres ind i folkeskolen og fortæller om uddannelsen og glæden ved faget.
2.3 Understøttelse af elever med dansk som andet sprog via Elderlearn.
2.4 Understøttelse af bogligt svage elever med lektiecafé i tværkommunalt samarbejde.
Rekruttering til og fastholdelse i stillinger:
3.1 Mulighed for udbetaling af søndagstillæg i stedet for tvungen afspadsering (KL35).
3.2 Kompetenceudvikling af al plejepersonale (elever og fastansatte) til samarbejdet med pårørende (KL20).
3.3 Kompetenceudvikling af al plejepersonale (elever og fastansatte) til samarbejdet med udadreagerende borgere (KL20).
3.4 Udvikling og igangsætning af løbende opstartsprogram for nyuddannede sygeplejersker og SOSU-assistenter (KL25)
3.5 Kulturforløb "Den gode cirkel": Hvordan skabes den gode arbejdsplads, som stiller os stærkere i kampen om de gode medarbejdere? (KL23, 30, 36, 38).
Målsætningen for den samlede rekrutterings- og fastholdelsesindsatsen er, at frafaldet for SOSU-elever ansat i Ballerup Kommune ikke overskrider 10 pct. fra udgangen af 2022. Dette er den samme pct.-sats som parterne bag den nationalt fastlagte udvidelse af dimensioneringen på SOSU-uddannelserne har forpligtet sig til. Frafaldet er i dag cirka 14 pct. på landsplan.
Ballerup Kommune har ikke indflydelse på alle de faktorer, som kan påvirke om elever vælger at afbryde deres uddannelse, men måltallet kan alligevel fungere som et pejlemærke på, om vi opnår den effekt, som vi ønsker med rekrutterings- og fastholdelsesindsatsen.
Data til evaluering indsamles via fratrædelsessamtaler, både med elever, der vælger at afbryde deres uddannelse og med elever, der har gennemført uddannelse. Dette skal bidrage til at belyse hvilke faktorer, der har haft betydning for om eleverne afbrød eller gennemførte deres uddannelse.
Ballerup Kommune indgår i samarbejdet om SOSU-indsatser i KKR Hovedstaden som tovholder-kommune for indsatsen: Iværksæt konkrete initiativer for at mindske frafaldet på sundhedsuddannelserne. Indsatser, der understøtter denne aktivitet er markeret med FED i administrationens anbefaling til prioritering af indsatserne (se bilag).