Erhvervslivets nytårskur

Midt i januar afholder BusinessBallerup Erhvervslivets Nytårskur.

Her mødes Ballerups erhvervsliv for at ønske hinanden godt nytår og se tilbage på året, der er gået, og frem på året, der kommer.

Nytårskur 2017
Næste nytårskur afholdes fredag den 20. januar 2017 fra kl. 14-16.

Vil du med til Erhvervslivets Nytårskur?
Tilmeld dig BusinessBallerups nyhedsbrev, så bliver du i god tid inviteret til årets nytårskur.

Eller send en mail til businessballerup@balk.dk om, at du ønsker information om nytårskuren.

Læs mere om tidligere års nytårskure:

Erhvervslivets nytårskur 2016
Foto: Nytårskuren 2016 set fra borgmester Jesper Würtzens perspektiv

Netværk og håndværk ved årets nytårskur

Ballerups Erhvervsliv ønskede hinanden godt nytår den 15. januar 2016 med opmuntrende erhvervstal fra det forgange år. Årets nytårskur er en lejlighed til at se tilbage på erhvervsresultaterne i året, der er gået, og til at se fremad og eventuelt finde nye kunder blandt kommunens erhvervsliv til året, der kommer. Der blev da også netværket på kryds og tværs og både hygge- og fagsnakket, da knap 200 fremmødte fra små og store virksomheder var sat stævne i Atriet på Ballerup Rådhus.

Velkommen til Erhvervslivets nytårskur 2016

Opmuntrende tal
Borgmester Jesper Würtzen indledte ballet med en række opmuntrende erhvervstal fra året, der er gået (se Ballerup Kommunes præsentation fra nytårskuren 2016 ovenfor). Ballerups stærke erhvervsliv sikrer Ballerup landets højeste indtægt fra selskabsskatter – med Billund et godt stykke efter på 2. pladsen. Kommunens mange virksomheder sikrer også en sund privat/offentlig balance med godt 31.000 privatansatte og godt 9.000 offentligt ansatte. Og slutteligt ligger Ballerup på en flot 4. plads blandt alle kommuner, når der kommer til virksomheder med høj produktivitet.

Borgmester Jesper Würtzen gennemgår tal for erhvervsudviklingen i 2015

Hvad sker der i 2016?
Formanden for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Musa Kekec, løftede sløret for erhvervshandlingsplanen for 2016-17. Her står klyngestrategi, iværksætterområdet og elev- og lærepladser højt på dagsordenen. Og også bilen havde fundet vej til handlingsplanen i form af en potentiel bilmesse i 2016 og muligheden for at udvikle Ballerup Bilby i fremtiden.

Erhvervsudviklingschef Jette Rau løfter sløret for aktiviteter i 2016
Erhvervsudviklingschef Jette Rau tog over fra Musa Kekec og kom ind på konkrete tiltag for Ballerups erhvervsliv i 2016 som fx konferencer, vækstmøder, eksportmøder og iværksættermøder. Samt at der arbejdes videre på efterårets besøg hos Ballerups kinesiske venskabsby med mulig eksport og investeringer til følge. Jette Rau fortalte endvidere, at BusinessBallerup også er navnet på kommunens erhvervsteam på fem medarbejdere, der arbejder med alt fra eksportfremstød i Kina over kommunal erhvervsudvikling og til støtte af det lokale iværksætteri.

 

Netværk og håndværk
Derefter var turen kommet til eftermiddagens to oplægsholdere.

Bolette van Ingen Bro taler om erhvervsnetværk ved nytårskuren 2016
Bolette van Ingen Bro talte i sin rolle som direktør for Cluster Excellence Denmark om den forretningsmæssige værdi i at deltage i klynge- og netværkssamarbejde. Værdien kommer blandt andet til udtryk ved, at virksomheder, der deltager i klynger og netværksaktiviteter har fire gange så høj sandsynlighed for at blive innovative sammenlignet med lignende virksomheder, der ikke deltager. Samt at klyngedeltagere opnår en produktivitetsvækst, der er 3,6 procentpoint højere end andre lignende virksomheder.

Faglært murer og folketingsmedlem Mattias Tesfaye talte om kloge hænder i byggebranchen
Efter en god pause, hvor der blev netværket flittigt, afsluttede en veloplagt Mattias Tesfaye årets nytårskur. Mattias Tesfaye er faglært murer og folketingsmedlem og kom med indspark om vigtigheden af forsat at puste og holde liv i de håndværksmæssige fag. Mattias slog også et slag for sin nye debatbog ”Kloge Hænder”, som der blev handlet er par stykker af i porten bagefter.

Netværk ved Erhvervslivets nytårskur 2016
Farvel, tak og på gensyn
Nytårskurven blev rundet af med tak fra borgmester Jesper Würtzen til de mange deltagere. Nogle skyndte sig ud i vintermørket, mens andre fortsatte netværket og dialogen med såvel erhvervsdrivende som med repræsentanter fra Ballerup Kommune.

BusinessBallerup siger tak til de knap 200 fremmødte for godt engagement og god stemning og på gensyn til nytårskur i 2017.

Erhvervslivet strømmede til nytårskur 

Hjerneforsker Peter Lund Madsen og borgmester Jesper WürtzenFoto: Borgmester Jesper Würtzen i snak med HjerneMadsen alias Peter Lund Madsen

Borgmester Jesper Würtzens første nytårskur for erhvevslivet i Ballerup Kommune var en stor succes. Ballerup rådhus blev hurtigt fyldt fredag eftermiddag med glade og nysgerrige erhvervsfolk fra forskellige brancher. 170 var kommet for at høre om dagens tema, Innovation og udvikling i hverdagen, og for at høre om Ballerup Kommunes visioner og initiativer på erhvervs- og beskæftigelsesområdet.

- Politisk set har vi vægtet udviklingen af vores erhvervsområde meget gennem 2014 og nu også styrket det yderligere i 2015. Det vil sige, at vi begynder at skabe resultater og blive meget mere synlige overfor vores erhvervsliv, end vi har været i længere tid, indledte Jesper Würtzen nytårskuren.
 
Minister og hjerneforsker holdt oplæg
Udover borgmesteren var der oplæg fra Ballerup Kommunes erhvervsudviklingschef og jobcenterchef, der hver fortalte om tiltag på de to områder.
 
Hovedtaleren på dagen var hjerneforsker Peter Lund Madsen, som holdt oplæg om hjernen og kreativiteten. Han fik publikum til at grine og gav gode råd til at give hjernen rum til at tænke kreativt.
 
- Sid stille 5 minutter uden at kigge på en skærm eller en avis. Lad hjernen få tid til at grave i underbevidstheden. De fleste gode idéer opstår, når man ikke prøver at være kreativ, fortalte Peter Lund Madsen i sit oplæg.
 
Justitsminister Mette Frederiksen var sidste oplægsholder til nytårskuren, og hun sluttede af med at fortælle om innovation og nytænkning som politiker.
 
- Hvis nu oppositionen får en god idé, har vi ikke råd til ikke at lytte efter, afsluttede ministeren med et glimt i øjet.
 
Mette Frederiksen til erhvervsnytårskur i BallerupFoto: Justitsminister Mette Frederiksen
 
Stor opbakning til arrangementet
Der var positiv stemning og stor opbakning blandt deltagerne til nytårskuren. Og derfor har borgmesteren og Ballerup Kommunes erhvervsteam også planer om at gennemføre en nytårskur i 2016 for erhvervslivet.
 
Erhvervsfolk til nytårskur på rådhuset

Kontakt

Ballerup Kommune

Jette Rau
Erhvervsudviklings-
chef

41 75 02 20

E-mail