Ballerup Bilby støtter UNICEF by 2017

Bilby UNICEF erhverv
27. juni 2017

Ballerup Bilby har samlet penge ind til UNICEF by 2017 og samtidig gjort opmærksom på deres lokale engagement i velgørenhed. Borgmesteren glæder sig over, at flere virksomheder nu støtter op om Ballerup Kommune som UNICEF by i 2017.

”Velgørenhed skal være det gennemgående tema i alle vores arrangementer”
Ballerup Bilby arrangerede i samarbejde med Støt din sag og BFC Lundegården, at BFC Lundegårdens børn kunne løbe for en god sag. Pengene, der blev sponseret på dagen, gik til klubben selv og til UNICEF.

”Ballerup Bilby har som en del af vores værdiggrundlag valgt, at velgørenhed skal være det gennemgående tema i alle vores arrangementer. Derfor var det helt naturligt, at vi valgte at støtte op Ballerup Kommunes værtskab som UNICEF by 2017”, fortæller HR- og kommunikationschef i Trio Biler Line Andersen, der er en del af Ballerup Bilby.

Indsamlingen foregik ved at forældre, relationer og andre sponsorerede penge pr. omgang, som børnene hver især løb. Ballerup Bilby kunne efter arrangementet donere 13.750 kroner til UNICEF by 2017.       

”Vi ønsker, som virksomheder i Bilbyen, at bidrage til fokus på, at velgørenhed er et fælles ansvar i vores samfund, og hvis vi står sammen som virksomheder, har vi mulighed for at skabe et endnu større fokus og forhåbentlig også bidrage økonomisk i et omfang. Det giver så god mening og er en hjertesag”, uddyber Line Andersen.

Gentager succesen
Arrangementet var en succes, så Ballerup Bilby har allerede lavet planer om et nyt arrangement efter sommerferien, der også bakker Ballerup som UNICEF by op. 

”Vi har allerede nu valgt, at vores næste arrangement i september ligeledes støtter op omkring Ballerup Kommunes værtskab som UNICEF by i 2017. Vi håber, at vi kan få samlet endnu flere penge ind, og dermed være med til at give børn i verdens fattigste lande bedre mulighed for uddannelse”, afslutter Line Andersen.     

Ballerup Kommune er begejstret for erhvervslivets opbakning til Ballerup som UNICEF by 2017 og håber, at flere vil støtte indsamlingen.

”Jeg glæder mig over Ballerup Bilbys engagement i kommunens værtskab af UNICEF by 2017, og jeg er meget positiv over, at de allerede planlægger et nyt arrangement, der støtter Ballerup som UNICEF by. Jeg håber, at flere lokale virksomheder vil lade sig inspirere og være med til at sikre uddannelse til børn i verdens fattigste lande. Sammen når vi det bedste resultat”, udtaler borgmester Jesper Würtzen (A).

Pengene går til uddannelse 
Politikerne i Ballerup har valgt temaet ”Uddannelse til alle” for UNICEF by 2017. Det betyder, at pengene, der bliver indsamlet i Ballerup, går til at sikre uddannelse til børn i verdens fattigste lande. Uddannelse giver ikke bare det enkelte barn en lysere fremtid, men det er også det mest effektive middel til at bekæmpe fattigdom.

Ballerup Kommune har et mål om at kunne give 1 million kroner til UNICEF, når året er omme.

Vil du støtte op om uddannelse til alle?
Virksomheder kan donere penge og blive erhvervspartnere i UNICEF by 2017. Det kan I blive, hvis I donerer 1000 kroner eller derover.  Læs mere om, hvordan I kan støtte indsamlingen på her