Ballerup er en af Danmarks bedste erhvervskommuner

Ballerup er en toperhvervskommune
13. april 2018

En analyse fra tænketanken Cevea placerer Ballerup Kommune højt på listen over de bedste erhvervskommuner i Danmark

En helt ny undersøgelse slår nu fast, fra den uafhængige tænketank Cevea, at Ballerup Kommune er en af Danmarks allerbedste erhvervskommuner.

Ballerup kommer ind på en fornem andenplads, kun overgået af Gladsaxe Kommune.

- Jeg er naturligvis glad for, at vi er med helt fremme i Superligaen på erhvervsområdet. Ballerup Kommune er en af Danmarks førende erhvervskommuner, og det er undersøgelsen atter en gang med til at slå fast, siger borgmester Jesper Würtzen.

Analysen er baseret på fakta
Analysen fra Cevea gør status over erhvervsaktiviteten i de danske kommuner, og det gør den ud fra fem forskellige indikatorer. Det er privat beskæftigelse, produktivitet, eksport, iværksætteri og vækst.

Ceveas erhvervsanalyse måler dermed på den private sektors volumen og effektivitet, hvor eksempelvis DIs og Dansk Byggeris årlige undersøgelser inddrager skatteniveau og offentlig service – og baseres blandt andet på at spørge deres medlemmer.

Den nye analyse er med til at vise, at det er ikke nok, at kommuner investerer i bedre offentlig service og lavere virksomhedsskat. Det er nemlig vigtigt at have adgang til kvalificeret arbejdskraft og international infrastruktur. Og her placerer Ballerup sig i toppen.

De bedste rammer for virksomhederne i Ballerup
Analysen viser endvidere, at en branchespecifik indsats i kommunerne vil skabe synergieffekter i kraft af, at de samme typer virksomheder placeres tættere på hinanden. Dette er netop noget Ballerup Kommune har valgt at fokusere på med den nye erhvervs- og vækstpolitik.

- Vi arbejder hver eneste dag for, at vores virksomheder har de bedst mulige rammer for vækst og udvikling. Der er nogle parameter, der gør Ballerup særligt interessant, og det er blandt andet koncentrationen af vores mange specialiserede virksomheder inden for fx it, teknologi og life science. Det er noget, som vi hele forsøger at bygge videre på, siger borgmester Jesper Würtzen.

Læs hele analysen (åbner i nyt vindue)