Ballerup skal tiltrække internationale investorer

Kildedal skal udvikles
22. marts 2018

Ballerup Kommune har været til verdens største ejendomsinvesteringskonference. Invitationen skyldes, at Ballerup er én af Danmarks mest interessante kommuner at investere i.

Repræsentanter fra Ballerup Kommune var i sidste uge med på verdens største ejendomskonference, MIPIM, i Frankrig. Ballerup Kommune var inviteret med for at tiltrække investorer til hovedstadsregionen og i særdeleshed til Ballerup. Og det er der gode grunde til.

- Ballerup Kommune er én af Danmarks førende erhvervskommuner, ligesom vi oplever en stigende interesse for at bosætte sig hos os. Vi er inde i en rivende udvikling, og det betyder, at der bliver lagt mærke til Ballerup både nationalt og internationalt. Vi arbejder i øjeblikket med seks prioriterede stationsnære udviklingsområder for erhverv og boliger, som opfylder mange investorers ønsker og krav. Det er de investorer, som vi har været nede at tale med, siger Carsten Riis, der er direktør i Ballerup Kommune. 
 

Ballerup er en attraktiv forstadskommune
Lige nu er der seks store udviklingsområder i Ballerup. Fælles for alle udviklingsprojekter er, at de er stationsnære. Tre af udviklingsområderne er bymidterne; Ballerup, Skovunde og Måløv. Der skal skabes mere byliv ved at bygge tæt – og der skal være mere plads til at bo, arbejde og studere. Målet er at skabe en attraktiv forstadskommune med de faciliteter, som fremtidens borgere og virksomheder har behov for. For Ballerup vil fastholde at være en af Danmarks største erhvervskommuner. Det rigtig store projekt er en udvikling af hele området omkring Kildedal, som bliver en blanding af erhverv - og boliger på Egedals side. Potentialet for området svarer til det Lautrup, vi kender i dag, med op til 20.000 arbejdspladser.

- Det, der gør os interessante for virksomheder, er blandt andet vores erhvervsklynger. Klyngerne dækker IT/teknologi, life science og finans. Mange virksomheder kan se store fordele i at placere sig tæt sammen geografisk i forhold til kunder og samarbejdspartnere Men, vi må heller ikke underkende det stærke og gode samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, som virksomhederne kan drage nytte af, ligesom den gode infrastruktur og nærhed til lufthavnen, siger Carsten Riis.

Næste skridt
Næste skridt er at fortsætte dialogen med de mange forskellige investorer, developere og andre relevante aktører. MIPIM kastede en masse gode møder af sig under selve konferencen, og efterfølgende er der også efterspørgsel på møder, fordi interessen har bredt sig for Ballerups udviklingsprojekter. Det er vi selvfølgelig meget glade for og ser frem til nye og interessante udviklingssamarbejder.

Udvikling i Ballerup