I Ballerup støtter små børn og store virksomheder i fællesskab UNICEF

UNICEF-billede hos Siemens
5. september 2017

Børnehaven Ellekilde har i den gode sags tjeneste lavet 100 børnetegninger, der danner et kæmpestort, farverigt billede med et skjult budskab. Siemens og andre virksomheder i Ballerup støtter i fællesskab med børnene Ballerup UNICEF By 2017.

Foto: Borgmester Jesper Würtzen og CEO i Siemens Claus Møller sammen med 10 børnehavebørn og pædagogstuderende Nichlas fra Børnehuset Ellekilde foran ”Fællesskabsbilledet”.

Tirsdag den 5. september blev et kæmpe billede, lavet af lokale børnehavebørn fra Skovlunde, indviet hos Siemens med taler fra borgmester Jesper Würtzen og CEO i Siemens Claus Møller under overværelse af 10 af de små kunstnere fra Ellekilde børnehave og ansatte i Siemens.

”Det er dejligt, at Siemens og de andre lokale virksomheder bakker op om Ballerup UNICEF By med fokus om at støtte uddannelse til børn i verdens fattigste lande. Det er også spændende, at vi med UNICEF By får aktiviteter som denne, der forbinder nogle af vores mindste børn til nogle af kommunens og landets virksomheder. Netop det at styrke det lokale fællesskab på tværs er jo også et af formålene med, at Ballerup i år er UNICEF Kommune”, fortæller borgmester Jesper Würtzen

Siemens donerer 5.000 kroner for at have billedet hængende en uge, hvorefter det skal hænge ved en ny lokal virksomhed, der også vil støtte den gode sag. Pengene går i sidste ende til UNICEF.

”Siemens ønsker at være lokalt aktive og støtte aktiviteter i de lokalområder, som Siemens er en del af. Derfor er vi glade for at kunne engagere os på denne måde i Ballerup som UNICEF By 2017, for det er jo sådan et fint billede børnene fra Ellekilde har lavet”, siger CEO i Siemens Danmark Claus Møller.

Læring for børnene er blevet til et kunstværk
Børnehaven Ellekilde har grebet anledningen til at lære børnene om, hvordan det er at være barn her og i Afrika. Børnene har prøvet at bære vand, set billeder af afrikanske børn, der hjælper med at lave mad og bære vand samt set billeder af skolerne i Afrika, der ser helt anderledes ud end dem i Ballerup.

Som afslutning har børnene tegnet en masse tegninger med temaet ”hvordan er det at være barn i Afrika”, der er blevet sat sammen til det store billede.

Initiativet til at koble Ballerup UNICEF By 2017 til et læringsprojekt for børnene kommer fra pædagogstuderende Nichlas Bjørnelund Persson, der har haft sin praktikperiode i Børnehuset Ellekilde.

”Jeg lever og ånder for det her projekt. Jeg kom tættere på alle børnene, og jeg synes, det er fedt at være en del af et så stort projekt i fællesskab om en god sag. Så jeg smider gerne alt, hvad jeg har i hænderne for det her projekt”, siger pædagogstuderende Nichlas Bjørnelund Persson.

Det skjulte budskab
Børnenes billede består af 100 børnetegninger, der er klippet ud i cirka 600 dele og hængt op ved siden af hinanden, så det danner et kæmpestort, farverigt billede. Tæt på kan man se detaljerne i tegningerne, hvor børnene har tegnet, hvordan de tror, det er at være barn i Afrika.

På afstand kan man se, at farverne i billederne danner ordet ”Fællesskab”. Billedets titel er ”Det skjulte budskab”, som henviser til, at nogle gange skal man lidt på afstand for at se den større mening med det hele.

Vil din virksomhed have billedet hængende?
Hvis din virksomhed kunne tænke sig at have billedet hængende og støtte UNICEF sammen med børnene, så kontakt:

Erhvervsudviklingskonsulent Sune Testrup-Friis; mail: sunt@balk.dk, tlf: 21414667.

For 5.000 kroner har din virksomhed billedet hængende en uge. Alle pengene går til UNICEF.

Følgende lokale virksomheder har allerede ønsket at donere penge og have billedet hængende en uge:
Siemens, Origio, KMD, Bosch, Schneider, SDC, Interxion, De Forenede Dampvaskerier A/S