Mangler du en dygtig ingeniør?

Greater Copenhagen Ballerup
29. maj 2017

Efter flere besøg hos virksomheder i Ballerup Kommune er det tydeligt, at mange står og mangler dygtige ingeniører. Her kan Greater Copenhagen-samarbejdet bidrage. Næste internationale rekrutteringskampagne bliver målrettet ingeniører.

”Virksomheder i Ballerup Kommune kan drage nytte af Greater Copenhagen-samarbejdet, hvis man eksempelvis ønsker hjælp til rekruttering af dygtige internationale medarbejdere eller kan se en fordel i at bruge brandet til eksport”, forklarer borgmester Jesper Würtzen (A).
 

Din virksomhed har mulighed for at deltage i målrettede digitale internationale kampagner, som markedsfører jeres og Greater Copenhagens styrker i udlandet. Næste kampagne markedsfører ledige ingeniørstillinger - i din virksomhed - samt karrieremulighederne som ingeniør i Greater Copenhagen.
 

Kampagnen bliver digital, og budskaberne når ud til relevante internationale målgrupper på sociale medier og branchespecifikke websites. Kampagnen løber i otte uger fra medio august. Det bliver tredje rekrutteringskampagne inden for Greater Copenhagen-samarbejdet, og de to tidligere har resulteret i høj kvalificeret arbejdskraft hos de deltagende virksomheder.

 

Skab vækst og synlighed ved hjælp af markedsføring i udlandet
Den internationale tilstedeværelse kan øge din virksomheds omsætning og tiltrække højtuddannede specialister og investeringer. Erfaringen med tidligere rekrutteringskampagner gennem Greater Copenhagen er positive, fordi budskaberne når relevante målgrupper ved hjælp af sociale medier og branchespecifikke websites.
 

”Med Greater Copenhagen skal vi sammen blive mere internationalt synlige i konkurrencen om at tiltrække virksomheder og specialister hertil i stedet for fx Hamborg eller Stockholm. Derfor er Ballerup Kommune en aktiv medspiller i Greater Copenhagen. Det skal give værdi for vores lokale virksomheder”, fortæller Jesper Würtzen.
 

Greater Copenhagens hjemmeside kan man læse mere om, hvordan man som virksomhed kan bruge Greater Copenhagen.

Vær med i rekrutteringskampagnen om ingeniører
Vil din virksomhed deltage i den internationale digitale kampagne, der markedsfører ledige ingeniørstillinger i din virksomhed og karrieremulighederne som ingeniør i Greater Copenhagen? 

Det koster 20.000 kr. at være med som virksomhed. For det beløb får din virksomhed:

  • Mulighed at deltage med op til tre stillingsopslag
  • Mindst 5-10 screenede og relevante kandidater for hvert job, din virksomhed inkluderer i kampagnen
  • International eksponering af din virksomhed og jobs over for ingeniører med minimum 3-5 års erfaring

Hvis I har spørgsmål til ingeniørkampagnen, kan I kontakte Dan Rosenberg fra Copenhagen Capacity på mail dro@copcap.com eller telefon 60851560.  

 

Fakta om Greater Copenhagen

  • Greater Copenhagen er et erhvervspolitisk partnerskab mellem erhvervslivet, kommuner, regioner og organisationer i Østdanmark og Sydsverige. Formålet med samarbejdet er at skabe vækst og flere jobs.
  • ​Alle 46 østdanske og 33 skånske kommuner indgår i samarbejdet, ligesom de tre regioner Region Sjælland, Region Hovedstaden og Region Skåne.
  • Visionen er, at Greater Copenhagen i 2020 er et internationalt knudepunkt for investeringer og viden, og samarbejdet har øget den økonomiske vækst og beskæftigelse, så vi som minimum er på niveau med de mest succesfulde metropoler i Europa.