Succesfuld speeddating mellem elever og virksomheder

Borgmester taler til TEC-elever
27. august 2020

I fredags blev elektrikerlærlinge, der mangler praktikpladser, matchet med EL-virksomheder, der leder efter praktikanter.

Fredag den 21. august havde BusinessBallerup og erhvervsuddannelses-institutionen TEC inviteret EL-virksomheder til Ballerup Rådhus for at speeddate 35 elever, der mangler en praktikplads som elektrikerlærling.

Borgmester Jesper Würtzen bød alle velkommen, inden speeddatingen blev skudt i gang:

”Vi vil gerne takke jer virksomheder, der med kort varsel er mødt op i dag med en interesse for at uddanne nogle af disse unge mennesker. Jeg håber, vi får lavet nogle gode matches her til formiddag, så elektrikerlærlingene kan komme i praktik ved nogle dygtige virksomheder”.

Corona har haft indflydelse praktiksituationen

På grund af Corona har færre elever fundet praktikpladser, og skal dermed blive i skolepraktik. Og på grund af Corona er der ikke plads indenfor på TEC til eleverne, der skal blive i skolepraktik.

Derfor møder ca. 70 elever hver dag op i et telt udenfor TEC i Ballerup, hvor der under de varme dage kan blive op til 50 grader. Derfor er eleverne i august mødt ind om natten for at arbejde, hvor der stadig er køligt og til at holde ud at være i teltet.

Et godt resultat

Da BusinessBallerup hørte om udfordringerne, tænkte vi, at vi gerne vil hjælpe med at få lærlinge sendt ud i den virkelige verden i stedet for at stå i et varmt telt. Situationen er akut – både på grund af varmen og Corona, og derfor blev arrangementet stablet på benene med kort varsel. Heldigvis dukkede otte friske virksomheder op til match-eventen, og yderligere tre EL-virksomheder vil gerne efterfølgende i kontakt med nogle af lærlingene.

Stemningen til match-eventen var super god, og flere af de deltagende virksomheder ytrede ønske om at tage mere end én lærling. Efter arrangementet skal de alle hjem og genlæse ansøgninger og CV’er, og derefter udvælge de EL-elever, som de ønsker at gå videre med.

Fotos fra speeddatingen:

ENCO El

Ltech

CP Electric