Hjemmepleje uden røg vinder årets Sundhedspris

To ledere af Hjemmeplejen + medarbejder i Hjemmeplejen
25. september 2020

Hjemmeplejens 400 medarbejdere har været røgfri på arbejdet siden 1. januar. Den tobakskvittende indsats bliver præmieret med årets Sundhedspris og 10.000 kroner.

Foto: Stolte vindere af prisen. Fra venstre mod højre: Karin B. Kohn, leder af Hjemmeplejen, Andreas Brøsen, medarbejder i Hjemmeplejen og Tine G. Nielsen, leder af Hjemmeplejen.

Der var stor overraskelse blandt 20 af Hjemmeplejens ansatte, da borgmester Jesper Würtzen og 1. viceborgmester Lolan M. Ottesen pludselig væltede ind ad døren midt i et møde.

De kom med gode nyheder og kunne fortælle, at det i år er Hjemmeplejen, som løber af sted med kommunens Sundhedspris. Hjemmeplejen vinder prisen for at have indført rygestop i arbejdstiden og på matriklen.

Borgmester Jesper Würtzen anerkendte det store arbejde med at skabe røgfri arbejdstid:

- Rygning er en af de faktorer, som har størst negativ konsekvens for vores trivsel og udviklingen af sygdom. Derfor er det vigtigt med indsatser, som beskytter mod eksponering for sundhedsskadelig og tobaksforurenet luft. Det er særligt vigtigt med indsatser på arbejdspladsen, da arbejdspladsen er det sted – ud over vores hjem – hvor mange af os opholder os størstedelen af vores tid.

Rygestop giver bedre fællesskab

Det er Hjemmeplejens Andreas Brøsen, som har indstillet sine kollegaer til prisen, men han blev alligevel overrumplet af borgmesterens pludselig tilstedeværelse.

- Jeg er meget overrasket. Det gik først op for mig, hvorfor borgmesteren var kommet, et stykke tid efter jeg så ham.

Andreas Brøsen ser en stor forskel på tiden før nytår og efter.

- Førhen var rygere og ikke-rygere delt. Det har givet et større fællesskab, at vi er blevet en fælles enhed og en fælles hjemmepleje. Jeg har ikke selv røget, men jeg har mange kollegaer, der har røget, som har givet udtryk for, at det har været rart at stoppe, så på den måde har det været en god ide.

Stor sejr for Hjemmeplejen

Mellem balloner og sunde snacks modtog Hjemmeplejen de øjensynlige beviser på, at de er årets modtager af prisen – et diplom og en stor check på 10.000 kroner.

Tine G. Nielsen, leder af hjemmeplejen sammen med Karin B. Kohn, hilste prisen varmt velkommen.

- Det er fantastisk. Jeg synes, det er en stor sejr for Hjemmeplejen. Det er et dejligt stykke arbejde, der er lavet i det lokale MED-udvalg.  Det er ikke nemt at stoppe med at ryge. Derfor tilbød vi rygestopkurser for medarbejderne. Det har været rigtigt godt, at man som kollegaer kunne gå på samme hold, så man kunne støtte hinanden og havde det sammen uden for arbejdstid.

Andreas Brøsen holder en ballon

Andreas Brøsen havde indstillet sine kollegaer til prisen.

Overrækkelsen af Sundhedsprisen 2020

Fra venstre mod højre: Andreas Brøsen, Tine G. Nielsen, borgmester Jesper Würtzen og 1. viceborgmester Lolan M. Ottesen.