Ildsjælen Kim og Tandrødderne fik Sundhedspriserne

3. oktober 2016

Fredag aften blev Sundhedspriserne 2016 uddelt. Det skete til store klapsalver under Frivillig Fredag-festen, der blev afholdt på Tapeten. Vinderne blev Kim Kjærsgaard og Tandrødderne

Foto: Borgmester Jesper Würtzen, Ulla Andersen og Lis Cardinaal fra Tandrødderne og Kim Kjærsgaard

Det var glæde at spore, da Kim Kjærsgaard samt repræsentanter fra den frivillige tandklinik Tandrødderne fredag aften modtog Ballerup Kommunes Sundhedspriser 2016. Kim modtog Børnesundhedsprisen, mens Tandrødderne modtog den generelle sundhedspris.

Kim modtog prisen, da han har stået i spidsen for en bred vifte af frivillige projekter, der har fokus på at hjælpe børn og unge til en sundere og mere målrettet livsstil.

Kim har blandt andet stået for stable rulleskøjteløbet "Rul og Motion" på benene, som skaber stor glæde, og som er et fast samlingspunkt for godt socialt samvær. Foruden diplom og hæder fulgte der også en check på 20.000 kroner med prisen.

I kategorien for den generelle sundhedspris vandt korpset af frivillige fra tandklinikken Tandrødderne. De sidste tre et halvt år har klinikken, der er beliggende på den tidligere Parkskolen, hjulpet et stort antal socialt udsatte, hjemløse og misbrugere med de problemer og smerter, der kan følge med et tandsæt, der løbende ikke er blevet tilset af en tandlæge.

Tandrødderne har med deres indsats skabt en mere tålelig hverdag med større livskvalitet for en masse mennesker. Tandrødderne modtog med Sundhedsprisen en check på 25.000 kr.