Nævning eller domsmand i straffesager

Ballerup Kommune skal hvert fjerde år udarbejde en grundliste til de danske domstole over borgere, som ønsker at blive domsmænd eller nævninge i straffesager.

Som domsmand eller nævning bliver du indkaldt til, sammen med andre domsmænd, nævninge og juridiske dommere, at dømme i straffesager ved byretten eller landsretten.

Hvervet er et såkaldt borgerligt ombud, og det betyder, at du som udgangspunkt har pligt til at være domsmand eller nævning, hvis du bliver udtaget til det.

Som nævning og domsmand bliver du valgt for en periode på fire år ad gangen.

Nævninger og domsmænd bliver udtaget af Østre Landsrets præsident ved lodtrækning blandt alle de personer, som står på grundlisterne. Du kan blive indkaldt til retsmøde i enten byretten eller landsretten. Det er kommunernes grundlisteudvalg, som udarbejder grundlisterne og sender dem til landsretten.

For at komme i betragtning til optagelse på grundlisten skal du være:

  • mindst 18 år og ikke fylde 70 år inden den fire årige periode afsluttes
  • ustraffet med valgret til Folketinget
  • bosiddende i Ballerup Kommune
  • dansk statsborger og have tilstrækkeligt kendskab til det danske sprog
  • åndeligt og legemligt i stand til at varetage en lægdommers pligter.

Grundlisten skal indeholde et bredt sammensat udsnit af kommunens befolkning fordelt på køn, alder, etnisk oprindelse, uddannelsesmæssig baggrund og beskæftigelsesmæssig status.

Vær opmærksom på, at ikke alle ansøgere kan være sikre på at komme på grundlisten.

Der er optagelse til grundlisten hvert fjerde år. Næste gang man kan ansøge er i 2019.

Du kan ikke blive optaget på listen, hvis du er

minister, advokat, advokatfuldmægtig, ansat i centraladministrationen, hos domstolene, anklagemyndigheden, overøvrigheden, politiet eller fængselsvæsenet samt sognefoged eller en af folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige.

Kontakt

Politisk Sekretariat

Rådhuset
Hold-an Vej 7
2750 Ballerup

4477 2000

E-mail