9. Ansøgning om midler fra udviklingspuljen
Sagsnr.: 2011-1679
Dok.nr.: 2011-19367
Resumé
I budgettet for 2011 er der afsat en udviklingspulje på 5,0 mio. kr. i hvert af årene 2011-2014. Det foreslås, at der afsættes 2,4 mio. kr. fra puljen til gennemførelse af udviklings- og innovationstiltag på ældreområdet.
Redegørelse
Udviklingspuljen prioriteres til enkeltstående og tidsmæssigt afgrænsede projekter, der har potentiale til at generere et økonomisk afkast, så de fremtidige driftsudgifter kan reduceres.
Ældreområdet er præget af store udfordringer nu og fremover. Antallet af ældre stiger samtidig med, at det økonomiske råderum til området indskrænkes. Derudover vil vi formentlig de kommende år opleve, at det er en udfordring at sikre tilstrækkelig med arbejdskraft til området. Disse forhold gør det nødvendigt at finde nye måder at tilrettelægge driften på ældreområdet f.eks. gennem innovation, omstilling og/eller bedre styring.
Med baggrund i servicestrategiens intention om økonomisk, social, sundheds- og miljømæssig bæredygtighed forslår Ældre & Pleje at de kommende udfordringer søges imødekommet i 2011 med tre udviklingstiltag/projekter, hvor der søges medfinansiering fra udviklingspuljen med i alt 2,4 mio. kr. i 2011.
Projekterne/ tiltagene er kortfattet beskrevet nedenfor:
Tværfagligt rehabiliteringsprojekt herunder afprøvning af sygeplejeklinik på plejecentrene
Jf. den vedtagne servicestrategi er det besluttet at sætte fokus på at bedre borgernes livskvalitet og muligheder for at være selvhjulpne gennem styrkelse/vedligeholdelse af såvel den fysiske som psykiske funktionsevne. Det foreslås, at der i samarbejde med Sundhed & Forebyggelse iværksættes et forebyggelses- og rehabiliteringsprojekt. Konkret sættes fokus på primært nye hjemmehjælpsmodtagere, hvor en tidlig og intensiv indsats forventes at gøre de ældre og svage borgere mere selvhjulpne, og dermed reducere og/eller udskyde behovet for mere varig støtte i form af hjemmehjælp og hjemmesygepleje. Med baggrund i bl.a. erfaringerne fra Fredericia Kommune sættes fokus på hverdagsrehabilitering med henblik på, at borgerne styrkes til at klare de praktiske opgaver i dagligdagen. Forventningen til projektet er, at det kan medvirke til at mindske behovet for mere omfattende hjemmehjælp til de kommende ældre.
Som et særligt konkret tiltag foreslås igangsat et pilotprojekt, hvor der oprettes en sygeplejeklinik på et plejecenter. Klinikken er et alternativ til den hjemmesygepleje, der leveres i borgernes eget hjem. En sygeplejeklinik på et plejecenter vil give borgerne en større fleksibilitet. Endvidere vil borgerne også opleve langt bedre hygiejniske forhold i en sygeplejeklinik end hvad der er muligt i egen bolig. Dette kan fremme helingen af sår og dermed forkorte behandlingstiden. Endelig vil en sygeplejeklinik muligvis kunne anvendes i rehabiliteringsprojektet.
Ud fra et miljøperspektiv forventes det også, at der kan opnås en bedre udnyttelse af sygeplejeartikler, da ubrugte materialer leveret hos borgerne i dag efter endt behandling smides ud af hygiejnemæssige årsager. Disse produkter vil kunne genanvendes, hvis behandlingen finder sted i en klinik.
Ud fra et ressourcemæssigt synspunkt vil etablering af en sygeplejeklinik på et plejecenter alt andet lige betyde, at sygeplejerskerne vil køre færre kilometer i bil, da nogle borgere vil modtage behandling i sygeplejeklinikken. Erfaringerne med en sygeplejeklinik på plejecenter vil derfor også kunne afdække rationalet for fremtidig nedbringelse af udgifter til hjemmesygepleje.
Der søges om reservering af 1.650.000 kr. til projektet, hvoraf de 300.000 kr. målrettes til afprøvning af en sygeplejeklinik.
Der udarbejdes en projektbeskrivelse, som forelægges Socialudvalget, Sundheds- og Forebyggelsesudvalget og Økonomiudvalget med henblik på godkendelse og frigivelse af det reserverede beløb.
Ny visitations- og styringsmodel på plejeboligområdet
Socialudvalget besluttede på sit møde den 2. november 2010 en ny visitations- og styringsmodel på plejeboligområdet. Formålet med modellen er dels at sikre, at borgerne får en lovpligtig afgørelse på den personlige pleje, praktiske hjælp og omsorg, de er berettiget til, dels at der iværksættes en ny ressourcetildelingsmodel, som består af en fast del og en variabel del. Den variable del baseres på ydelsespakker, der sammensættes individuelt inden for rammerne af den vedtagne kvalitetsstandard. Den nye ressourcetildelingsmodel med ydelsespakker med en pris, skal gøre det muligt for kommunen at fastsætte den korrekte pris for salg af plejehjemspladser til andre kommuner på det nye plejecenter på Søndergårdsarealet. Derudover skal ressourcetildelingsmodellen sikre en bedre økonomistyring af plejeboligområdet og skabe et overblik over serviceniveauet internt i plejecentrene. Puljemidlerne skal anvendes til projektets gennemførelse på plejecentrene og i visitationen, som igangsættes primo 2011.
Der søges om 300.000 kr. til projektet. Projektmidlerne vil indgå som en del af overheadudgifterne i prisberegningen af en plejehjemsplads, og dermed blive tilbagebetalt i forbindelse med salg af plejehjemspladser fra 2013 og fremefter.
Når visitations- og styringsmodellen er implementeret og i drift, vil den nye opgave med visitation og udarbejdelse af afgørelser til beboere i plejeboliger blive varetaget inden for visitationens nuværende ressourcemæssige ramme.
Afdækning og afprøvning af velfærdsteknologi på det sociale område
Jf. den vedtagne servicestrategi er det besluttet, at de igangværende forsøg på landsplan med arbejdskraftbesparende teknologi (ABT) på ældre- og handicapområdet skal følges tæt med henblik på indførsel af ABT i Ballerup Kommune på de områder, hvor teknologien er moden til at skabe økonomisk rationale. Baggrunden er bl.a., at den demografiske udvikling i årene fremover vil medføre en øget efterspørgsel efter offentlige serviceydelser, samtidig med at rekruttering af medarbejderne til bl.a. den offentlige sektor begrænses på grund af færre personer i den arbejdsdygtige alder. Udover det økonomiske aspekt vil ABT løsninger muligvis kunne frigøre tid til medarbejderne, forbedre arbejdsmiljøet (tunge løft mv.) samt øge borgernes selvhjulpenhed. Projektets formål er todelt.
For det første at identificere og undersøge mulighederne for ABT løsninger bl.a. ved erfaringsindhentning fra andre kommuner, Teknologisk Institut mv.
For det andet undersøge mulighederne for at etablere og gennemføre samarbejde/partnerskaber med andre kommuner og leverandører i form af modelprojekter for at afprøve velfærdsteknologiske løsninger primært hos borgere i egen bolig med det sigte at gøre borgerne mere selvhjulpne. Målgruppen vil både være handicappede og ældre borgere. Som et konkret eksempel på afprøvning af en ABT løsning kan nævnes beslutningen om at afprøve douchetoiletter i forbindelse med bygning af det nye plejecenter på Søndergårdsarealet.
Der søges om 500.000 kr. til projektet.
Sagen har endvidere været forelagt Socialudvalget den 1. februar 2011.
Sagen afgøres af
Økonomiudvalget
Beslutningsoplæg
Ældre & Pleje, Job & Familie og Sundhed & Forebyggelse foreslår,
at
Sundheds- og Forebyggelsesudvalget indstiller forslag om tildeling af 800.000 kr. fra udviklingspuljen til projekterne ”Ny visitations- og styringsmodel på plejeboligområdet” samt ”afdækning af velfærdsteknologi” til godkendelse i Økonomiudvalget, og
at
Sundheds- og forebyggelsesudvalget indstiller forslag om reservering af 1.650.000 kr. fra udviklingspuljen til tværfagligt rehabiliteringsprojekt herunder afprøvning af en sygeplejeklinik på et plejecenter til godkendelse i Økonomiudvalget.
Sundheds- og Forebyggelsesudvalgets beslutning den 08.02.2011 Punkt 9
Godkendt