Sammendrag
Socialtilsyn Hovedstaden har godkendt Brydehuset i henhold til lov om socialtilsyn. Tilbuddet er godkendt til misbrugsbehandling i henhold til servicelovens § 101 samt til alkoholbehandling i henhold til sundhedslovens § 141.
Socialtilsynet vurderer, at Brydehuset arbejder ud fra en bred, men klart defineret målgruppe og anvender faglige tilgange og metoder, som er relevante for målgruppen og tilbuddets målsætning.
Borgerne i tilbuddet er udfordret af mange forskellige og komplekse problemstillinger, og det medfører, at der ofte skal samarbejdes koordinerende med flere andre instanser.
Socialtilsynet vurderer, at Brydehuset samlet set har den fornødne kvalitet i forhold til kvalitetsmodellens temaer, og at der er tale om et velfungerende tilbud til målgruppen.
Baggrund
Tilsynet med kommunernes misbrugsbehandlingstilbud varetages af Socialtilsynet.
Oversigt over Brydehuset tilsynsforløb for 2016 og 2017.
Socialtilsyn Hovedstaden aflagde et anmeldt re-godkendelse besøg i Brydehuset den 31. maj 2016, tilsynsrapport blev modtaget den 23. september 2016. Tilsynet gennemgik ikke økonomien ved dette tilsyn, men meddelte, at det ville ske ved et nyt tilsyn senere på året.
Den 16. november 2016 gennemførte Socialtilsynet et administrativt tilsyn vedrørende Brydehusets økonomi. Den 25. november 2016 modtog Brydehuset en re-godkendelsesrapport til partshøring samt et partshøringsbrev om, at Socialtilsynet påtænkte at give Brydehuset et påbud vedrørende økonomien, i Brydehuset. Herefter var der en del korrespondance samt et dialogmøde mellem Brydehuset og Socialtilsynet. Denne proces resulterede i, at Socialtilsynet den 23. december 2016 meddelte pr. mail, at det påtænkte påbud blev fjernet.
Den endelige re-godkendelsesrapport blev modtaget den 8. marts 2017.
Da der var varslet nyt tilsyn på Brydehuset den 14. marts 2017, blev det besluttet at afvente tilsynsrapporten for dette tilsyn og afrapportere rapporterne samlet. Rapporten blev modtaget den 29. maj 2017.
Socialtilsynet har varslet nyt økonomisk tilsyn på Brydehuset i efteråret 2017.
Sagsfremstilling
Brydehuset er Ballerup Kommunes specialiserede kompetence- og behandlingscenter for både stofbrugere, alkoholikere og deres pårørende.
Behandlingsopgaven i forhold til borgerne spænder fra at tilbyde decideret behandling for misbrug til også at skulle afklare, koordinere og understøtte de øvrige udfordringer, borgerne kan have. Det er Socialtilsynets vurdering, at tilbuddet har fokus på dette, og at der samarbejdes med borgeren om alle aspekter af borgerens situation.
Tilbuddet tilstræber et fælles fagligt fundament, der tager sit udgangspunkt i kognitiv teori og metode, som har fokus på ændring af tanke- og handlemønstre, samt skadesreducerende tilgang. Alle medarbejdere har et uddannelsesmæssigt kognitivt fundament. De medarbejdere, der arbejder terapeutisk, har en længerevarende kognitiv uddannelse.
Det er Socialtilsynets vurdering, at Brydehuset kan dokumentere positive resultater i forhold til de mål, tilbuddet har sat i samarbejde med borgeren.
Socialtilsynet konkluderer, at der ikke generelt foreligger en social handleplan fra myndighed i henhold til servicelovens § 141, men at Brydehuset understøtter, at borgeren får tilbud om en social handleplan i det omfang tilbuddet vurderer, at der er komplekse problemstillinger ud over misbrug.
Der tilbydes desuden ydelser i henhold til servicelovens § 101a, (anonym ambulant stofmisbrugsbehandling) som ovenstående vurderinger også skal ses i forhold til.
Socialtilsynet vurderer, at Brydehuset medtager borgernes beskæftigelses- og uddannelsesperspektiv ind i den helhedsorienterede tilgang. For den yngre gruppe af brugere, fylder beskæftigelsestemaet meget, og derfor lægges der en stor indsats der. Der er dog ikke systematisk fokus på temaet, hvilket skyldes, at de borgere, Brydehuset har i ambulant behandling, meget vel kan være i ordinært arbejde, uddannelse eller i beskæftigelsestilbud.
Socialtilsynet vurderer, at Brydehuset arbejder helhedsorienteret med borgernes sociale kompetencer. Dette kommer til udtryk i tilbuddets café, gruppebehandling og de individuelle samtaler. Socialtilsynet vurderer, at det bør fremgå mere konkret, hvordan behandlingsindsatser, i forhold til at styrke borgerens sociale kompetencer, konkret understøtter den enkelte borgers udfordringer. De sociale kompetencer fremstår velbeskrevne i visitationen, men fremgår mere diffust for tilbuddets indsats på baggrund af den beskrevne visitation. Socialtilsynet anerkender, at tilbuddet arbejder understøttende for borgerne med frivillige netværk, for eksempel Anonyme Alkoholikere, Anonyme stofbrugere og Anonyme hashbrugere.
Det er Socialtilsynets vurdering, at medarbejderne har relevante kompetencer i et tværfagligt perspektiv til at yde misbrugsbehandling for målgruppen. Medarbejdergruppen har relevante socialfaglige uddannelser og samlet set stor erfaring med målgruppen. Det vurderes, at tilbuddets metoder omsættes kompetent til borgerne.
Efteruddannelse, indsamling af ny viden og supervision er sat i system, så det tager udgangspunkt samme sted i forhold til tilbuddets metodiske og faglige tilgang. Der er lavet en plan for, hvordan ny viden skal implementeres i tilbuddet.
Brydehusets faglige tilgange er kognitiv (fokus på at ændre de tanker og handlemønstre, som står i vejen for at tackle afhængighed) og skadereducerende tilgang. De faglige metoder defineres som kognitiv terapi, motiverende samtale, akupunktur (NADA) og familieorienteret behandling.
Socialtilsynet vurderer, at Brydehuset understøtter borgernes medinddragelse og indflydelse på eget liv og hverdagen i tilbuddet, og at borgerne generelt bliver hørt, respekteret og anerkendt.
Borgerne er bl.a. blevet hørt og imødekommet i deres ønske om udvidet åbningstid, så der blev mulighed for behandlingsgrupper om aftenen.
Socialtilsynet vurderer, at Brydehuset understøtter borgernes fysiske og mentale sundhed og trivsel og, at borgeren med støtte fra tilbuddet har adgang til relevante sundhedsydelser. Der tilbydes dagligt frokost for tilbuddets brugere, og der er et alsidigt tilbud om motion.
Det er Socialtilsynets vurdering, at Brydehusets pædagogiske indsats og medarbejdernes fokus på og viden om konflikthåndtering forebygger magtanvendelser og overgreb. Som følge af en magtanvendelse for nogle år tilbage har man ændret procedure for medicinudbringning således, at det nu altid er en sundhedsfaglig og en socialfaglig medarbejder, som kører ud med medicinen. Dette af sikkerhedsmæssige årsager samt ud fra et sundhedsmæssigt og socialt perspektiv.
Tilbuddet har et beredskab i forhold til at forebygge overgreb, som er tilpasset målgruppen og er kendt af medarbejderne.
Socialtilsynet vurderer, at Brydehusets organisation og ledelse varetages kompetent og professionelt.
Socialtilsynet vurderer, at ledelse og medarbejdere faciliterer misbrugsbehandlingen ved samlet set at have en god organisatorisk forståelse for rammerne herfor. Socialtilsynet vurderer, at ledelsen har indsigt i balancen mellem at være et stort socialt tilbud under Ballerup Kommunes øvrige organisation og samtidig være en arbejdsplads, hvor borgernes - og medarbejdernes trivsel hænger sammen.
Tilbuddet har omorganiseret, således at der nu arbejdes i teams, og målgruppen inddeles efter alder. Der er den fleksibilitet, at hvis en borger skifter gruppe, kan kontaktpersonen følge med, såfremt det er relevant. Det er Socialtilsynets vurdering, at ledelsen på relevant vis og på en inddragende og anerkendende måde har inddraget medarbejderne i den nylig gennemførte omorganisering.
Det vægtes, at tilbuddet fortsat samarbejder med "Great-place-to-Work" i arbejdet på at blive anerkendt som Danmarks bedste arbejdsplads.
Socialtilsynet vurderer, at Brydehusets fysiske rammer grundlæggende understøtter borgernes udvikling og trivsel, idet de fysiske rammer er indrettet til målgruppen og aktiviteterne, og at borgerne giver udtryk for at de trives i tilbuddet. Særligt bemærker Socialtilsynet, at café-funktionen med tilhørende køkken bidrager til borgernes trivsel.
Brydehuset har inddraget en ekstra etage i bygningen og dermed fået ekstra lokaler, hvilket vurderes at have haft positiv effekt for udførelsen af tilbuddets kerneopgave. Der er ligeledes nogle uuddnyttede lokaler på 2. sal, her har der været overvejelser om at oprette et herbergstilbud til unge i forlængelse af Hjemløseprojektet. Disse overvejelser er stillet i bero pt.
Det fremgår af rapporten, at Brydehuset vil lukke Knastebakken medio 2017, en eventuel lukning beror på en administrativ drøftelse af behov og muligheder, idet det overvejes eventuelt at anvende lokalerne til en anden målgruppe.
Opmærksomhedspunkter
Socialtilsynet har konstateret, at der fortsat er opmærksomhedspunkter vedrørende huslejeomkostninger og overheadomkostninger, som Socialtilsynet vil følge op på i forbindelse med det driftsorienterede tilsyn for 2017.
Socialtilsynet har tidligere opstillet opmærksomhedspunkter omkring Brydehusets økonomi (2016). Tilbuddet skal sikre sammenhæng mellem budgettets huslejeomkostninger, tilbuddets anvendte kvadratmeter, og de oplysninger kommunens center for ejendomsadministration har angivet, vedrørende anvendte kvadratmeter og huslejeomkostninger. Tilbuddet skal endvidere, indregne overhead-omkostninger i budgettet. Der vil blive fulgt op på dette i løbet af 2017 i forbindelse med Socialtilsynets godkendelse af tilbuddets budget og årsregnskab for 2017 og årsregnskab for 2015.
Ledelsen i Brydehuset har udarbejdet en handleplan for det arbejde, der skal igangsættes på baggrund af Socialtilsynets rapport.
Afrapporteringen har været i høring i Handicaprådet, og høringsvar eftersendes.