Sammendrag
Til orientering forelægges kopi af sag fra Økonomiudvalget behandlet den 24. maj 2022.
En opdateret vurdering af de økonomiske udfordringer for 2022 og 2023 viser en forventning om betydelige overskridelser af budgetterne i størrelsesordenen 100-116 mio. kr. Direktionen vurderer derfor, at der dels er brug for et sporskifte i tilgangen til styringen af områdernes økonomi, og at der dels skal handles mere og tydeligere nu for at stoppe opdriften i forbruget i 2022 og dermed bidrage til at mindske udfordringerne i forhold til budget 2023 og overslagsårene.
Baggrunden for merforbrugene er især, at de specialiserede serviceområder er i markant udgiftsvækst. Det er ikke et isoleret problem i Ballerup. Det er landsdækkende og indgår pt. som et af KL's hovedkrav ved de igangværende økonomiforhandlinger med regeringen. Det ser ikke umiddelbart ud til, at der tilføres yderligere midler til at håndtere dette problem. Udgiftsvæksten har igennem flere år kunnet håndteres via enten mindreforbrug eller besparelser på almenområderne. Det er administrationens vurdering, at udgiftsvæksten på de specialiserede områder er ved at nå et omfang, der gør, at den model ikke i længden er farbar. Det handler derfor også om at sikre, at borgerne fortsat har tillid til, at der kan leveres god kvalitet på almenområderne, dvs. dagtilbud, skoler, plejehjem, kultur osv.
Økonomiudvalget orienteres med denne sag om, at direktionen skærper styringen. Det indebærer bl.a., at der skiftes praksis fra at håndtere budgetudfordringer via budgetprocessen og tillægsbevillinger til, at alle kræfter sættes ind for at opnå budgetoverholdelse på alle områder. Det er direktionens vurdering, at den største del af det øgede udgiftspres skyldes administrative bevillings- og myndighedsbeslutninger og visitationer, og altså ikke konkrete politiske beslutninger om serviceniveauer, og at det må være administrationens ansvar at "skubbe" udgiftsudviklingen tilbage i videst muligt omfang.
Konkret handler det bl.a. om, at der vil ske en revurdering af visitationer, bevillinger og tilbud hvor hensigten er at sænke det generelle udgiftsniveau. Konsekvensen af denne ændrede praksis må forventes at have en effekt for de borgere, som vil opleve en ændring af deres ydelser. Der vil fortsat ske en individuel, konkret vurdering af den enkelte borgers sag, sådan som loven kræver det. Data viser at en række kommuner administrerer særligt de specialiserede områder på et lavere omkostningsniveau. Det er vurderingen af det også er muligt i Ballerup Kommune.
Baggrund
Kommunalbestyrelsen blev på sit møde den 20. december 2021 (punkt 18) orienteret om udfordringerne på det specialiserede børneområde (30.46 Forebyggelse/anbringelse af børn og unge uden for hjemmet), ligesom Økonomiudvalget på sit møde den 25. januar 2022 (punkt 10) blev orienteret om, at administrationen i forlængelse af merforbruget i Center for Børne- og Ungerådgivning i 2021 havde arbejdet med at afdække øvrige områder for et dækkende samlet risikobillede for 2023 og frem. Endvidere blev Kommunalbestyrelsen på sit møde den 24. april 2022 (punkt 4) orienteret om første budgetopfølgning for 2022, som viser en forventning om et stort udgiftspres på de specialiserede områder.
Det er således direktionens vurdering, at der skal skiftes administrativ kurs og praksis, da de gentagne økonomiske udfordringer og opbremsninger giver en ringe mulighed for økonomistyring, og det vil på relativt kort sigt udhule budgetterne på almenområderne, hvorved presset på de specialiserede områder vil øges igen. Det forventes i tillæg til de lokale udfordringer, at økonomiforhandlingerne mellem regeringen og KL ikke vil give flere penge til de stigende udgifter på de specialiserede områder.
Sagsfremstilling
Direktionen konstaterer efter en opdatering af centrenes vurdering af de økonomiske udfordringer for både 2022 og 2023, at der er en forventning om betydelige overskridelser af budgetterne i niveauet 100-116 mio. kr. på servicerammen. Direktionen vurderer derfor, at der skal handles nu for at stoppe opdriften i forbruget. Det er ikke nok at afvente igangsættelse af handlinger før budget 2023 er vedtaget.
Der har udviklet sig en praksis fra administrativt og politisk hold om, at der tildeles mer- og tillægsbevillinger ved budgetopfølgningerne i løbet af året. Baggrunden for merforbrugene er især, at de specialiserede serviceområder gennem de seneste år har været afhængig af, at der har kunnet gennemføres besparelser på det almene område. Således er der af flere omgange givet tillægsbevillinger til bevillingsrammerne "Tilbud til børn og unge med særlige behov" (30.36), "Forebyggelse/anbringelse af børn og unge uden for hjemmet" (30.46) og "Tilbud til voksne med særlige behov" (50.54). Direktionen tager derfor administrativt initiativ til at indføre en principel praksisændring i måden, administrationen vil håndtere budgetudfordringer på, således at man undgår de gentagne økonomiske udfordringer og opbremsninger, som giver ringere mulighed for økonomistyring, og som presser servicerammen.
Økonomiudvalget orienteres med denne sag om, at denne praksis ændres, så der nu er fuldt ledelsesmæssigt fokus på at opnå budgetoverholdelse på alle områder. Det markant øgede udgiftspres skyldes administrative beslutninger og visitationer, ikke politiske beslutninger om serviceniveauer. Der bliver brug for en drøftelse i fagudvalgene af, hvordan tydeligere definitioner af serviceniveauer kan understøtte kursskiftet. Der vil skulle ske en revurdering af visitationer og tildeles et lavere udgiftsniveau generelt, og det vil betyde, at alle administrative beslutninger og afgørelser skal revurderes. Driften skal tilpasses, så budgetterne og dermed servicerammen bliver overholdt. Konsekvensen af denne ændrede praksis må forventes at have en effekt for de borgere, som vil opleve en ændring af deres ydelser.
Der pågår pt. økonomiforhandlinger mellem regeringen og KL. Der er ingen tegn på, at kommunerne tilføres yderligere midler fra nationalt hold ud over demografien. På nationalt niveau er der ikke pt. tegn på at udvide servicerammen for kommunen som følge af øget udgiftspres på de specialiserede områder. Udligningsreformen har gjort at det er blevet tiltagende svært at sikre ekstra serviceramme til Ballerup Kommune i forbindelse med de faseopdelte budgetforhandlinger i KL-regi. Samtidig er Ballerup Kommune en byudviklingskommune, hvilket kræver, at man kan levere service til kommunens nye borgere. Der kan ikke forventes en 1:1 udvidelse af servicerammen, når befolkningstallet stiger, fordi den demografiske kompensation, som i de seneste år har været indarbejdet i aftalerne om kommunernes økonomi, ikke nødvendigvis er dækkende for den faktiske udvikling, og særligt ikke i selve budgetåret. Det vil således ske med en forsinket effekt og forventeligt ikke fuld effekt.
Administrationen vil orientere i fagudvalgene om, hvordan de enkelte områder vil arbejde for at opnå budgetoverholdelse. Direktionen vurderer, at der er brug for at fastholde den besluttede budgetproces for 2023 i alle fagudvalg. Direktionen vil til august fremlægge sit budgetforslag. Dette vil indeholde en samlet vurdering af, hvad der kan nås i 2022 og 2023, og dermed også hvad direktionen vurderer, der er brug for i forhold til sparekataloget, når økonomiaftalen og tilskud og udligning er gennemregnet over sommeren.
Yderligere deltagelse på Økonomiudvalgets møde
På Økonomiudvalgets møde deltager centerchef Mikkel Elkjær fra Center for Økonomi under behandlingen af sagen.