Sammendrag
Børne- og Skoleudvalget og Socialudvalget præsenteres for forslag om etablering af et midlertidigt botilbud til psykisk og socialt sårbare unge i de tidligere LEV-bygninger på Egebjerg Bygade 30.
Det indstilles, at forslaget til målgruppe, indhold, beliggenhed, mål og succeskriterier for det midlertidige botilbud godkendes, og at finansieringen af tilbuddets driftsudgifter indgår i forhandlingerne af budget 2023.
Sagen er en genbehandling af samme sag behandlet både i Børne- og Skoleudvalget og Socialudvalget 9. august 2022 med tilføjelse af anbefaling til beliggenhed samt en økonomisk uddybning med en business case.
Baggrund
I Ballerup Kommune er der ønske om at etablere lokale og midlertidige botilbud til borgere med behov for støtte og træning med henblik på at kunne klare sig i egen bolig. Ophold i en lokal midlertidig bolig giver mulighed for at kunne hjemtage borgere fra udenbys kommuner og forebygge nogle borgeres behov for botilbud og anbringelser. Og endelig give mulighed for, at borgeren kan fastholde sin tilknytning til det lokale og kendte miljø i Ballerup Kommune.
I forlængelse heraf er det i Budgetaftale 2022 for Ballerup Kommune besluttet at investere i lokale midlertidige boligløsninger. Dette både for at kunne hjemtage borgere fra udenbys tilbud og forebygge borgers behov for botilbud og anbringelser, jf. budgetaftalens punkt 3.2.2 og 1.3.4.
Lokale botilbud med mulighed for midlertidigt ophold kan etableres i de tidligere LEV bygninger, som Ballerup Kommune har overtaget i 2022.
På denne baggrund er der udarbejdet to forslag til lokale botilbud med mulighed for midlertidigt ophold for Ballerup Kommunes borgere, som har brug for støtte og træning, før de kan bo i egen bolig. Det ene forslag, som denne sag handler om, er til målgruppen af unge i alderen 16-25 år. Det andet forslag drejer sig om et midlertidigt botilbud til voksne. Forslaget om botilbud til voksne forelægges alene Socialudvalget.
Sagsfremstilling
Der er udarbejdet forslag om etablering af en lokal boligløsning til unge i form af et midlertidigt socialpsykiatrisk bo- og træningstilbud, hvor de enkelte unge vil kunne have ophold i en periode op til to år. Botilbuddet skal kunne rumme op til ni beboere, hvor seks beboere er i døgnophold for en længere periode, tre beboere er i dagophold for en kortere periode. Særligt for de tre beboere er, at de vil være knyttet til botilbuddets fællesaktiviteter og fællesarealer.
De unge er karakteriseret ved på én gang at mangle træning eller mestring i at kunne bo for sig selv. Samtidigt har de unge en tilbøjelighed til at isolere sig. Unge på døgnophold vil have deres egen private bolig i botilbuddet, der mest muligt ligner et selvstændigt hjem. Derudover er et fællesareal, hvor fællesaktiviteter afvikles med henblik på at opøve sociale kompetencer og bryde med den selvisolerende adfærd.
Gennemgående for bo- og træningstilbuddet er, at de unge trænes til at kunne skabe og opretholde en struktur i hverdagen. Derudover er et klart mål, at opholdet resulterer i en adfærd, der efter tilbuddet varigt sætter den unge i stand til at fastholde tillærte kompetencer og selvstændigt kunne tillære sig nye kompetencer. Herunder evnen til at fastholde job og/eller uddannelse.
Tilbuddet er tiltænkt den målgruppe, der med en koncentreret indsats i en kortere periode kan opnå kompetencer, der på længere sigt er afgørende for at kunne leve et liv på egne præmisser og ved egen indsats. Derfor er det afgørende, at tilbuddets personale er kvalificeret, og de er tildelt de nødvendige ressourcer i form af tid og handlemuligheder. Fx at kunne arbejde intensivt med en beboer for en afgrænset periode.
Tilbuddet hører under servicelovens § 66 stk. 5, som er anbringelse af børn og unge udenfor hjemmet, § 76 som er tilbud til unge mellem 18-22 år og § 107, som er midlertidigt botilbud til voksne. Dermed vil der kunne visiteres til tilbuddet fra Center for Børne- og Ungerådgivning, Center for Voksne og Sundhed samt Center for Arbejdsmarked. For de unge, som gennem deres ophold overgår fra børne- og ungeområdets lovgivning til voksenområdets lovgivning, vil der således ikke opleves skift i tilbud og i den indsats, som de unge oplever.
Det er administrationens vurdering, at der ud fra beskrivelsen af tilbuddets målgruppe p.t. er 17 unge, der passer til tilbuddet. Derudover ses der på nuværende tidspunkt at være yderligere fem unge inden for de kommende år. Og med baggrund i den generelle udvikling i målgruppen er forventningen, at der også videre frem fortsat vil være unge med behov for et midlertidigt botilbud.
En uddybende beskrivelse af forslaget om et midlertidigt botilbud til unge i alderen 16-25 år fremgår af bilag 1 side 1-17.
Desuden er vedlagt et bilag 2 med en business case, der illustrerer den økonomi, der er knyttet til tilbuddet.
Beliggenhed
En lokal midlertidig boligløsning for unge bør understøtte et ungdomsliv med begrænset indkomst, hvor det ikke er muligt at bevæge sig rundt i bil. Handlemuligheder i nærheden er en fordel, ligesom adgang til offentlig transport må være inden for rimelig gåafstand. Samtidig skal lejeudgiften fastlægges på et realistisk niveau, sammenholdt med de unges indkomstgrundlag svarende til SU eller elevløn.
Boligerne på Klakkebjerg og Egebjerg Bygade lever begge op til ovenstående. Lejlighedsstørrelserne i Egebjerg Bygade vurderes dog at være mest optimale, da de bedst svarer til forventelig boligstørrelse og derfor ikke sætter urealistiske forventninger til størrelsen på de unges efterfølgende bolig.
Egebjerg Bygade har endvidere en central beliggenhed, i forhold til transport og nærhed til bymidte o.l. som er en vigtig parameter for målgruppen.
Anbefalingen er derfor, at ungetilbuddet placeres i LEV-bygningen på Egebjerg Bygade.