Sammendrag
Trafiksikkerhedsplan 2022-2026 har været i høring, og der er indkommet 10 høringssvar, som ikke har givet anledning til ændringer. I høringsperioden er administrationens prioriteringsværktøj blevet videreudviklet, og det har medført en ændret prioritering af de boligområder, som indstilles til at få etableret hastighedszoner. Administrationen indstiller, at Trafiksikkerhedsplanen med de enkelte tilpasninger godkendes.
Administrationen har, på baggrund af prioriteringsværktøjet og de politiske beslutninger truffet i forbindelse med vedtagelsen af budget 2023, udpeget en række projekter, der vil blive prioriteret i det videre arbejde med trafiksikkerhed i 2023.
Medio 2023 vil administrationen fremlægge en status for arbejdet med målsætningerne i Trafiksikkerhedsplanen og fremlægge forslag til prioriterede trafiksikkerhedsindsatser i 2024.
Baggrund
Færdselssikkerhedskommissionens nationale handlingsplan har fastsat et mål om, at alle kommuner skal have en trafiksikkerhedsplan. Ballerup Kommune har haft flere trafiksikkerhedsplaner, hvoraf den seneste var Hastighedsplan 2015-2020. I november 2021 blev Teknik- og Miljøudvalget præsenteret for en status på, hvorledes det går på trafiksikkerhedsområdet. På baggrund af den politiske behandling har administrationen udarbejdet et udkast til Trafiksikkerhedsplan, som blev forelagt Klima- og Miljøudvalget i august 2022. Trafiksikkerhedsplanen blev efterfølgende sendt i høring.
Sagsfremstilling
Udkast til Trafiksikkerhedsplan 2022-2026 har været i 8 ugers høring frem til 12. oktober 2022. Der er indkommet 10 høringssvar, hvoraf flere er forslag til konkrete trafiksikkerhedsprojekter og forbedring af driften. Høringssvarene har ikke givet anledning til ændringer i Trafiksikkerhedsplanen. En opsummering af høringssvarene og de anonymiserede høringssvar er vedhæftet som bilag.
Der er blevet foretaget mindre rettelser som følge af, at der er blevet arbejdet videre med prioriteringsværktøjet for trafiksikkerhedsprojekterne, og det har medført ændring i de højest prioriterede boligområder, hvor der kan etableres 40 km/t hastighedszoner, jævnfør bilag 4. Parallelt med høringsperioden er Trafiksikkerhedsplanen blevet miljøscreenet, og kommunen har truffet afgørelse om, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering. Der er ikke modtaget klager over denne afgørelse.
I forhold til det konkrete trafiksikkerhedsarbejde i 2023, er der i alt 7,6 mio. kr. til rådighed fordelt på 4 puljer til udførelse af projekter fra Trafiksikkerhedsplanen 2022-2026. I første omgang vil administrationen bede en anlægsteknisk konsulent om at beskrive trafiksikkerhedsprojekterne og udarbejde et anlægsoverslag, som kan danne grundlag for den efterfølgende frigivelse af anlægsmidler. Projekterne vil i forbindelse med frigivelsen af anlægsmidlerne blive beskrevet mere detaljeret.
Administrationen arbejder videre med følgende projekter:
1) Diverse vejændringer (3,0 mio. kr.)
1a) Hastighedsdæmpning på Egebjergvej mellem Syvendehusvej og Nordbuen.
Projektet er besluttet gennemført i forbindelse med budgetvedtagelsen for 2023. Projektet projekteres. Projektet opfylder mål 8 Reduktion af Cyklistuheld og mål 15 Anbefalede skoleruter.
1b) Krydset Ballerup Boulevard/Torvevej/ Bybjergvej.Ombygning med ændrede cykelstier, bundne venstresving, ændret udgang fra Skovlunde Bypark mm. Krydset er uheldsbelastet, og der er tre politiregistrerede uheld med personskade i den seneste 5 års periode. Projektet opfylder mål 6 Reduktion af uheld, mål 7 Reduktion af venstresvingsuheld og mål 8 Reduktion af cyklistuheld.
2) Etablering af flere 40 km/t hastighedszoner i kommunens boligområder. (1,6 mio. kr.)
2a) Klakkebjerg (område 29)
2b) Kærlodden (område 13)
2c) Tjæreborgvej (område 12)
2d) Brydegårdsvej (område 22)
Projekterne finansieres fra puljen hastighedsdæmpning i boligområder, som besluttet i budgetaftalen for 2023. Det er muligt, at der sker en ændring af de endelige områder, da udførelsen afhænger af ledningsarbejder fra Vestforbrændingen og Novafos. Projekterne opfylder mål 4 Hastighedszoner i boligområder og mål 18 Grundejerforeninger tager ejerskab.
3) Cykelpulje (1,0 mio. kr.)
3a) Dobbeltrettet cykelsti langs Måløv Parkvej.
Administrationen har fået udført skitseprojekt til ombygning af sidevejs tilslutninger ved den dobbeltrettede cykelsti langs Måløv Parkvej således, at cykelstien trækkes tilbage, og cyklisterne pålægges vigepligten. Projektet opfylder mål 8 Reduktion af cyklistuheld.
4) Sikre skoleveje (2,0 mio. kr.)
4a) Udarbejdelse af guidelines for trafiksikkerhed for Skovlunde Skole, Syd.
Administrationen opstarter samarbejde med Skovlunde Skole Syd og på baggrund heraf, afsættes en del af puljen til skolevejsprojekter til realisering af udvalgte indsatser, såsom færdselspræventive indsatser og/eller vejtekniske tiltag. Projektet opfylder mål 12-17 under tema 3 Fremtidens trafikant.
4b) Evalueringen af det nye signalanlæg ved Skovvejens skole, Vest.
Administrationen vil i samarbejde med skolen evaluere det nye signalanlæg og brugen heraf samt iværksætte en oplysningskampagne kombineret med mindre tiltag, som skal sikre, at signalanlægget og de tilknyttede stier benyttes efter hensigten. Projektet opfylder mål 12-17 under tema 3 Fremtidens trafikant.
I forhold til udmøntning af puljen til sikre skoleveje, så lægges der op til en tæt dialog med kommunens skoler med udgangspunkt i trafiksikkerhedsplanens tema 3 og den tidligere udarbejdede gennemgang af trafikale problemstillinger ved skolerne (2020). Det planlægges, at Skovlunde Skole, Syd, bliver den første skole, hvor der skal udarbejdes guidelinies for trafiksikkerhed i tæt dialog med elever, lærere og skolebestyrelsen.
Hver år udsender Rådet for Sikker Trafik en spørgeskemaundersøgelse til alle folkeskoler og privatskoler. Der har blandt skolerne i Ballerup Kommune været stor tilslutning til at besvare skolernes trafiktest 2022. Resultatet af testen viser, at Ballerup Kommune har mulighed for at forbedre indsatsen ved at udarbejde guidelines for trafiksikkerhed og sikre en større inddragelse af færdselslære i undervisningen, såsom gennemførsel af gå-prøve i indskolingen og risikofaktorer i udskolingen. De opstillede målsætninger i Trafiksikkerhedsplan 2022-2026 og de af Rådet for Sikker Trafik foreslåede indsatsområder understøtter hinanden. Resultatet af testen lægges på Børn- og Skoleudvalgets møde til orientering.
I medio 2023 vil administrationen fremlægge en status for arbejdet med Trafiksikkerhedsplanens målsætninger og forslag til prioriterede trafiksikkerhedsindsatser i 2024.