Fedzri Merdzani har ikke mulighed for at repræsentere Integrationsrådet i Grønt Råd mere, og Tanas Radevski, som er valgt som stedfortræder, har ikke mulighed for at overtage posten som Integrationsrådets repræsentant. Der skal derfor vælges et nyt medlem og en ny stedfortræder som repræsenterer Integrationsrådet i Grønt Råd.
Grønt Råd består af maksimalt 20 medlemmer, heraf et medlem valgt af og blandt Integrationsrådets medlemmer.
Aktuelt er der valgt 18 medlemmer til Grønt Råd, idet Ungdomsrådet pt. ikke har udpeget et medlem.
De øvrige medlemmer repræsenterer boligforeninger, grundejerforeninger, koloni- og nyttehaveforeninger, grønne
interesseorganisationer/foreninger, idrætsforeninger, øvrige foreninger godkendt af Ballerup Kommune, Ungdomsrådet, Seniorrådet samt interesserede borgere, som ikke er omfattet af de nævnte foreninger mfl.
Hjemmel
Forretningsorden for Grønt Råd i Ballerup Kommune, § 3, vedtaget af Ballerup Kommunalbestyrelse.
Opgaver
Grønt Råd har til formål at være forum for dialog og øget samarbejde mellem borgere, interessegrupper, politikere og administrationen i Ballerup Kommune, om drøftelse af miljøopgaver og bæredygtig udvikling i Ballerup Kommune.
Grønt Råd høres i forhold, der gælder kommunens indsats på miljøområdet.
Grønt Råd inddrages i udarbejdelsen af kommunens planer og politikker på miljøområdet.
Blandt medlemmerne af Grønt Råd vælges to medlemmer til dommerkomitéen for Ballerup Kommunes Miljøpris.
Grønt Råd har en pulje på 50.000 kr. årligt til fordeling efter nærmere fastsatte kriterier. Pengene fordeles efter ansøgning til miljøprojekter blandt borgere og foreninger.