Sammendrag
Årsregnskabet for 2015 forelægges hermed til Kommunalbestyrelsens behandling, inden det afgives til kommunens revision PwC.
Efter de gældende regler er der udarbejdet et udgiftsbaseret regnskab. I 2015 har der været et stort fokus på budgetoverholdelse og pejlemærkerne i den økonomiske strategi. Regnskabsresultatet viser, at dette fokus har haft en god effekt, idet budgettet på driften ikke er overskredet. Derimod har det været vanskeligere at styre anlægsbudgettet, idet der har været afholdt en del færre udgifter end budgetteret. Servicerammen for 2015 er overskredet med 4,3 mio. kr.
Regnskabet viser et likviditetsændring på -188,5 mio. kr., hvilket er 137,8 mio. kr. mere end budgetteret ved tredje budgetopfølgning 2015. Dette skyldes mindreforbrug på både anlægsudgifter og driftsudgifter i forhold til det oprindelige budget.
Baggrund
Den kommunale styrelseslov (styrelsesloven) § 45 samt den af Økonomiudvalget godkendte tidsplan for regnskabsafslutningen 2015.
Sagsfremstilling
Det officielle årsregnskab består af en regnskabsmæssig årsberetning og forskellige regnskabsopgørelser. I afsnittet omkring de specielle bemærkninger figurerer bevillingerne på de enkelte områder samt de specielle regnskabsbemærkninger. I bemærkningerne indgår også udvalgenes redegørelser for de opnåede resultater i forhold til de af Kommunalbestyrelsen fastsatte mål.
Mio. kr. (afrundet)
|
Regnskab
2015
|
Ajourført
budget 2015
|
Regnskabs-
resultat 2015
|
Skatter, tilskud og kommunal udligning |
-3.630,6 |
-3.625,6 |
-5,0 |
Renter |
11,2 |
12,7 |
-1,5
|
Driftsudgifter *) |
3.301,8 |
3.366,6 |
-64,8 |
|
|
|
|
Overskud på de løbende poster |
-317,5 |
-246,4 |
-71,1 |
|
|
|
|
Anlægsudgifter |
105,0 |
151,6 |
-46,6 |
|
|
|
|
Resultat i alt |
-212,5 |
-94,7 |
-117,8 |
|
|
|
|
Finansieringsposter |
24,0 |
44,0 |
-20,0
|
|
|
|
|
Ændring af kassebeholdningen |
-188,5 |
-50,7 |
-137,8
|
*) inkl. overførsler
De bevillingsmæssige konsekvenser af dette regnskabsresultat godkendes og berigtiges i forbindelse med førstebehandlingen af årsregnskabet for 2015, idet flere bevillingsrammer afviger fra det senest ajourførte budget med bevægelser, der går i hver sin retning på de enkelte bevillingsrammer.
Driftsindtægter (skatter, tilskud og udligning mv.)
Driftsindtægterne udviser en merindtægt på 5,0 mio. kr. i forhold til det seneste ajourførte budget (tredje budgetopfølgning 2015), som udgjorde 3.625,6 mio. kr. De samlede skatteindtægter var mindre end budgetteret, primært på grund af klagesager vedrørende grundskyld og dækningsafgift, mens indtægten fra tilskud og udligning var 5,5 mio. kr. over det budgetterede niveau, hvilket primært kan tilskrives refusioner på købsmoms.
Driftsudgifter
Driftsudgifterne udviser et mindreforbrug på 64,8 mio. kr. i forhold til det seneste ajourførte budget (tredje budgetopfølgning 2015). Resultatet består af et overskud på driftsbudgettet svarende til 29,3 mio. kr. og overførsler til 2016 på 35,5 mio. kr. Regnskabsresultatet for 2015 giver ikke mulighed for yderligere serviceudgifter i 2016, da servicerammen ikke ændres tilsvarende. De 29,3 mio. kr. skyldes hovedsageligt merindtægter på refusion, ændret regnskabspraksis på it-området samt færre udgifter på centrale konti som forsikringer, råd og nævn m.m.
Hoveddelen af driftsbudgettet er servicerammen, som der mellem kommunerne og regeringen er aftalt et niveau for. Hvis kommunerne samlet set overskrider dette niveau, kan det medføre sanktioner fra staten i form af et reduceret bloktilskud. Servicerammen for 2015 er overskredet med 4,3 mio. kr. i Ballerup Kommune, men da rammen ikke er overskredet på landsplan, udløser overskridelsen ikke sanktion.
I løbet af budgetåret 2015 har der været fokus på overholdelse af budgettet. Der har dog været pres på beskæftigelsesområdet med øgede udgifter til sygedagpenge, hvilket dog ikke indgår i opgørelsen af Ballerup Kommunes serviceramme. Desuden har der været merudgifter til voksen-/handicapområdet og ældreområdet i løbet af året, som begge er omfattet af servicerammen. Der blev derfor foretaget budgetkorrektioner, som betød, at opdriften på disse områder blev imødegået af reduktioner på andre områder inden for servicerammen.
Nettoanlægsudgifter
I forhold til det ajourførte budget er nettoanlægsudgifterne ca. 46,6 mio. kr. mindre end budgetlagt. Dette skyldes primært mindre køb af bygninger end forventet, men også tidsforskydninger af projekter fra 2015 til 2016.
Dette mindreforbrug udgør primært en likviditetsforskydning, da de projekter fra 2015, som mindreforbruget vedrører, i al væsentlighed skal gennemføres i 2016, hvor midlerne fra mindreforbruget anvendes. Dette vil fremgå af årsrulningen på anlægsbudgettet i forbindelse med første budgetopfølgning 2016.
Nettorenteudgifter
Ballerup Kommunes nettorenteudgifter var ved tredje budgetopfølgning 2015 budgetlagt til 12,7 mio. kr., og regnskabet blev 11,2 mio. kr., svarende til et mindreforbrug på 1,5 mio. kr.
Finansieringsposter
På de finansielle poster var der budgetlagt udgifter på 44,0 mio. kr. ved tredje budgetopfølgning 2015, og regnskabet blev 24,0 mio. kr., svarende til en mindreudgift på 20,0 mio. kr. Mindreudgiften kan primært henføres til mindre udlån til lån til betaling af ejendomsskatter samt andre tilgodehavender under Øvrige balanceforskydninger (80.86).
Det brugerfinansierede område
Det brugerfinansierede område, renovation, udviser et mindreforbrug på 8,3 mio. kr.
Likvid beholdning
Ultimo 2015 udgør kassebeholdningen 461,1 mio. kr. mod en beholdning primo 2015 på 335,1 mio. kr.