Sagen er til høring
Kvalitetsstandarden vedrørende servicelovens § 85 om pædagogisk hjælp, omsorg og støtte - herunder bostøtte - har nu været godkendt og implementeret i et år, og både myndighed og udfører har fået erfaring med arbejdet.
Der er behov for at justere i standarden i forhold til timeintervallet og kriterierne. Standarden tager stadig og mere insisterende udgangspunkt i mindst indgribende indsats, hvor ikke visiterede indsatser efter § 82 i serviceloven er nederst på indsatstrappen og netop det, der leveres i Fronten.
Kriterierne for tildeling skærpes således, at der som udgangspunkt udelukkende kan søges om § 85, når du som borger har gennemgået et forløb i Fronten forud. Undtagelsen derfor vil være, når der er tale om hjemtagelse fra botilbud til egen bolig med massivt støttebehov. Der er arbejdet med, at standarderne er suppleret med kriterier for, hvad der skal til for, at borgeren kan blive vurderet i målgruppen for støtte og hvad der skal til for, at støtten kan ophøre efter endt indsats.
Som et led i at gøre udmøntningen mere overskuelig, i forhold til planlægning, omregnes bevillingerne til "timer pr. uge". Der er dog stadig tale om differentierede timer, som ikke nødvendigvis udmøntes pr. uge.
Administrationstid og transport er ikke med i denne udmåling og det er vigtigt, at borgerne oplever, at det ikke er vedkommende for deres støtte.
Kategorier |
Timer pr. uge |
Let |
0,75 |
Moderat |
2 |
Moderat+ |
4 |
Massiv |
6 |
Massiv+ |
8
|
Særlig omfattende støtte
(hjemtagelser, hoardere (samlere),
særligt socialt udsatte)
|
10+ |
Ovenstående betyder for serviceniveauet, at:
- Borgere altid tilbydes et forløb af varierende varighed i Fronten før indstilling til hjælp efter § 85.
- Besøg hos borger kan i flere tilfælde erstattes og suppleres med skærmbesøg (projekt i Brydehuset).
Støtte efter servicelovens § 85 er ydermere den støtte, der bevilges og justeres i, når en borger vurderes til at kunne bo i egen bolig frem for botilbud, eller når en borger flytter fra botilbud til egen bolig. På denne måde anvendes § 85 som en mindre indgribende foranstaltning end botilbud, og derfor vil Ballerup Kommune kunne opleve en stigning i antallet af borgere med denne støtte mod en nedgang i antallet af borgere på midlertidige botilbud.
Ovenstående revision og reduktion i serviceniveauet taler både ind i en forenkling af standarden og svarer på et behov for at være ekstraordinær omkostningsbevidst. Nuværende og fremtidig kvalitetsstandard samt høringssvar fra Psykiatrirådet er vedlagt som bilag til sagen.