Sagsfremstilling
Det årlige, uanmeldte tilsyn på Ballerup Kommunes korttidspladser 2017 er nu gennemført, og rapporterne beskriver tilfredsstillende forhold begge steder (Plejecenter Lindehaven og Ved Parken i Ballerup). Tilsynene er gennemført for at sikre borgertilfredshed med den leverede kvalitet, og for at leve op til serviceloven § 148a, som handler om at sikre brugere og pårørende indsigt i den pædagogik, omsorg og trivsel, der leveres på det enkelte tilbud.
Korttidspladserne har efterfølgende udarbejdet handleplaner på baggrund af tilsynets anbefalinger. Både tilsynsrapporter og handleplaner præsenteres i denne sag for Seniorrådet i høring - se vedlagte fire bilag for detaljer. Her er et resume:
Der er i juni 2017 gennemført uanmeldt tilsyn hos kommunes korttidspladser:
- Korttidspladser, Plejecenter Lindehaven - tilfredsstillende resultat
- Korttidspladser, Ved Parken - tilfredsstillende resultat
Formål
Formålet med tilsynet er at afdække, om der er sammenhæng mellem de beskrevne og vedtagne rammer og den praksis, der bliver gennemført hos borgerne/på stedet, samt at bidrage til den løbende udvikling og kvalitetsforbedring af tilbuddets rammer og indhold.
Tilsynet indsamler data med fokus på og inspiration af det, der virker og foregår på det enkelte tilbud, herunder ressourcer, styrker og erfaringer. Ved alle tilsyn er der gennemført interview med borgere, medarbejdere og ledelse, som er sammenholdt med tilsynets observationer og gennemgang af dokumentation.
Resultat
Resultatet for tilsynet både på Plejecenter Lindehaven og på Ved Parken er gennemført med tilfredsstillende resultat. Resultatet ligger præcis i midten på vurderingsskalaen, der er inddelt i fem kategorier fra ikke tilfredsstillende til særdeles tilfredsstillende - se tilsynets samlede vurdering på henholdsvis side fire og fem i de to rapporter.
Tilsynets anbefalinger
Rapporterne pointerer et antal anbefalinger fra tilsynet:
Ved korttidspladserne på Plejecenter Lindehaven anbefaler tilsynet bla., at ledelsen fortsætter igangværende indsatser for at sikre korrekt sundhedsfaglig dokumentation, at ledelsen skærper fokus på at sikre korrekt medicinhåndtering og kontrol, og at der bliver igangsat tiltag for, at alle borgere er bevidste om mål og plan for deres ophold. På personalesiden anbefaler BDO, at der ledelsesmæssigt bliver sat fokus på konsekvenserne af hyppig brug af vikarer, herunder faglighed og arbejdsmiljø.
Ved kommunens nyindrettede korttidspladser på Ved Parken, har tilsynet fokus på, at stedet fortsat er forholdsvis nyt. Anbefalingerne handler overordnet om, at ledelsen skal fortsætte fokusområdet for undervisning om korrekt og fyldestgørende dokumentation, og holde fast i planerne om at strukturere dokumentationsarbejdet, som en fast del af det daglige arbejde. Der skal sikres dokumentation af navn og cpr.nr. på alle borgernes doseringsæsker og præparater, og at der bliver igangsat tiltag for, at alle borgere er bevidste om mål og plan for deres ophold - gerne visuelt på stuerne, som også kan bidrage til at sikre en faglig refleksion i forhold til medarbejdernes rolle og ansvar i formidling til borgeren. Personalemæssigt anbefaler tilsynet, at ledelsen har større fokus på synlighed og tilstedeværelse, og ser på ønsket om flere lokale personalemøder.
Handleplaner
Korttidspladserne har udarbejdet konkrete handleplaner på baggrund af tilsynets anbefalinger. Handleplanerne er vedlagt sagen til orientering.
Det fremgår af handleplanerne, at ledelsen er i fuld gang med at effektuere anbefalingerne fra tilsynet, og der er sat gang i målrettede tiltag bl.a. med audits, tæt opfølgning og evaluering på personalemøder, og via samtaler med udvalgte borgere, samt stikprøvekontrol ved udført dokumentation.
Inden Social- og Sundhedsudvalget kan behandle tilsynsrapporterne og de tilhørende handleplaner på deres møde den 5. september 2017, skal Seniorrådet udarbejde et høringssvar.