Sammendrag
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til en mulig udvidelse af åbningstiden i den fortsatte genåbning af dagtilbud. Beslutningen handler om den fastsatte åbningstid i daginstitutionerne og dagplejen (dagtilbud), som i forbindelse med den gradvise genåbning p.t. er fastsat til fra kl. 7.00 til kl. 16.00 alle ugens fem hverdage.
Ved en beslutning om udvidelse af åbningstiden vender dagtilbuddene tilbage til deres oprindelige åbningstid som før nedlukningen. Hverdagen i dagtilbuddene kommer således tæt på en normal hverdag, idet der fremadrettet vil være åbent for alle børn i den fulde åbningstid. Der vil dog fortsat skulle tages hensyn til afstand mellem børn, hygiejne mv. i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Baggrund
Regeringen og myndighederne har som led i indsatsen mod spredning af COVID-19 i Danmark taget en række generelle tiltag med henblik på at nedbringe antallet af sociale kontakter, sikre behørig afstand mellem danskerne og øge effekten af social afstand.
Statsministeren meldte den 30. marts 2020 ud, at der efter påske skulle påbegyndes en forsigtig, gradvis og kontrolleret genåbning af vores samfund, herunder en åbning af dagtilbud. Kommunalbestyrelsen traf den 9. april 2020 beslutning om hovedmodellen for genåbningens fase 1 på dagtilbudsområdet.
I forlængelse af statsministerens udmeldinger den 7. maj 2020, har sundhedsmyndighederne revideret retningslinjerne. Sundhedsstyrelsen har den 10. maj 2020 udsendt generelle retningslinjer for genåbningens fase 2. Kommunalbestyrelsen traf den 13. maj 2020 beslutning om den fortsatte genåbning i fase 2 på dagtilbudsområdet.
I de nye generelle retningslinjer fra sundhedsmyndighederne er der ændringer af bl.a. afstandskravet og arealkravet, hvilket betyder, at rammerne for drift af dagtilbud ændrer sig. Det er således muligt at vende tilbage til en mere normal hverdag, hvor børnene ikke er fordelt i mindre grupper, men kan vende tilbage til at være inddelt i almindelige stuer på 0-5 års området.
De generelle retningslinjer fra sundhedsmyndighederne er blevet suppleret med en vejledning fra Børne- og Undervisningsministeriet. Heraf fremgår det, at det er muligt inden for retningslinjerne at blande børnene på tværs af stuer i åbningstidens ydertimer (morgen og eftermiddag). Dette skal så vidt muligt ske således, er at det er de samme stuer, der blandes. Sundhedsstyrelsens generelle retningslinjer samt Børne- og Undervisningsministeriets vejledning af den 13. maj 2020 er vedlagt som bilag.
Kommunalbestyrelsen har derfor mulighed for at træffe beslutning om at åbningstiderne i dagtilbud vender tilbage til normalen. Dette har været drøftet med de faglige organisationer forud for politisk behandling.
Sagsfremstilling
Center for Skoler, Institutioner og Kultur foreslår, at hovedmodellen fremadrettet suppleres med følgende elementer:
- Fra den 25. maj til og med den 1. juni 2020 er åbningstiden kl. 7.00-16.00 i alle ugens åbningsdage (mandag til fredag), jf. Kommunalbestyrelsens beslutning af den 13. maj 2020.
- Fra den 2. juni 2020 (dagen efter pinse) er det de almindelige åbningstider fra før nedlukningen, der er gældende for de enkelte børnehuse og i dagplejen. Åbningstiden har også før nedlukning været forskellig mellem børnehusene, hvor mindst et børnehus i distriktet har en udvidet åbningstid.
- Fra den 2. juni 2020 serveres igen morgenmad.
- Perioden frem til den 2. juni 2020 (4 hverdage) anvendes til omstilling til normal åbningstid, herunder bl.a. en hensyntagen til de fortsatte hygiejniske og rengøringsmæssige rutiner.
Sundhedsmyndighedernes retningslinjer af den 10. maj 2020 samt udmeldingerne fra Børne- og Undervisningsministeriet følges. Børn og voksne med tegn på sygdom vil fortsat blive sendt hjem i overensstemmelse med vejledningen fra Sundhedsstyrelsen.
Børnehusenes åbningstider, som de så ud før nedlukning, vedlægges.