Sammendrag
I sagen orienteres om puljeansøgninger samt indstilles til etablering af yderligere midlertidige flygtningeboliger på baggrund af det forventede boligbehov. Derudover gives en status på, hvor mange flygtninge, der er kommet og kommer til Ballerup Kommune i 2016 og 2017 samt en orientering om, hvilke midlertidige boliger Ballerup Kommune råder over.
Baggrund
Udlændingestyrelsens landstal for 2017 blev i august 2016 nedjusteret til 8.500 flygtninge, og Ballerup Kommune forventes at modtage 64 flygtninge i 2017.
Kommunerne er efter integrationsloven forpligtet til at skaffe midlertidige og permanente boliger til de nye flygtninge og har vidde rammer til at etablere disse boliger. Efter lov om ændring af lov om planlægning (midlertidige opholdssteder til flygtninge) lov 165 af 18. marts 2015, kan Kommunalbestyrelsen give dispensation fra bestemmelser i en lokalplan mv. for at sikre opførelse af midlertidige opholdssteder til flygtninge. Dispensationen kan gælde i maks. fem år efter en høringsfrist på 14 dage. Regelgrundlaget udfoldes yderligere i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet skrivelse af 25. oktober 2016 "Nyt informationsbrev om boligplacering af flygtninge".
Sagsfremstilling
På baggrund af landstallene tilpasser administrationen løbende opgaveløsningen og kapaciteten til det udmeldte antal flygtninge og har i den forbindelse udarbejdet en status på kapacitet og muligheder for kapacitetsudvidelse af flygtningeindkvarteringen. Kapacitetsudvidelse af flygtningeindkvarteringen skal dels sikre, at der vil være tilstrækkelig med midlertidige flygtningeboliger, hvis landstallene igen stiger eller hvis der kommer endnu færre permanente boliger til kommunal anvisning end forventet, dels sikre, at flygtningene placeres rundt om i Ballerup Kommunes bydele, således at de mere naturligt kan integreres med de øvrige borgere i lokalområdet.
Oversigt over modtagne og forventede flygtninge
I 2016 modtog Ballerup Kommune 28 af de 29 flygtninge, der udgør kommunens kvote for 2016, og som løber til udgangen af februar måned 2017. Flygtninge fra kvoten for 2017 forventes først at ankomme efter den 1. marts 2017.
Familiesammenførte til flygtninge
Der er i 2016 familiesammenført 2 ægtefæller og 4 børn til 2 herboende flygtninge. Desuden forventes der 9 voksne og 19 børn yderligere familiesammenført til Danmark.
Anvisning af permanente boliger
Der mangler billige boliger i Ballerup Kommune og samtidig får kommunen generelt færre boliger til anvisning. Det sætter rammen for, i hvilket omfang Boligkontoret kan anvise permante boliger til flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, idet Ballerup Kommune har valgt at anvise permanente boliger, der kan rumme både flygtningen selv og vedkommendes familie. Status for 2016 er, at der er anvist bolig til 26 flygtninge og familiesammenførte til flygtninge fordelt over hele kommunen. Af disse er 4 børnefamilier og 6 enlige. Dermed er der anvist permanent bolig til 10 flygtninge.
Indkvarteringskapacitet og -behov
Der er pt. en indkvarteringskapacitet på ca. 44 værelser til midlertidige flygtningeboliger, da lokalerne på Linde Allé er overgået til andet formål. Pt. er 21 værelser optaget. Familiesammenføringeren presser boligsituationen yderligere, da det er svært at finde tilstrækkelig med passende permanente boliger.
Der forventes på grundlag af ovenstående at blive behov for boliger til yderligere 15-20 flygtninge i 2017.
Der er derfor behov for etablering af yderligere kapacitet af midlertidige flygtningeboliger i 2017. Der foreslås derfor i foråret/sommeren 2017 etableret flygtningeboliger på Engagergård samt indkøbt fire såkaldte Venligboliger, der tilsammen kan rumme 10-20 beboere alt efter, om de skal huse enlige, par eller familier. Der forventes desuden fremlæggelse af endnu en anlægsbevilling i efteråret 2017, hvis det nuværende skøn vedrørende antal flygtninge og familiesammenførte ikke ændres.
Engagergård:
Engagergård er en kommunal ejet gård placeret i Måløv, hvor hovedbygningen efter ombygning vurderes egnet til etablering af to midlertidige flygtningeboliger, der hver kan rumme to-fire flygtninge, alt efter om det er familier eller enlige. Boligerne forventes at kunne stå klar med udgangen af 2017.
Venligboliger:
En borger har tilbudt, at Ballerup Kommune kan opstille en pavillion eller Venligbolig på vedkommendes grund. Administrationen vurderer, at det vil være et relevant supplement til privat indkvartering og til etablering af indkvartering i eksisterende bygninger.
Venligboligerne er udviklet af Johan Galster og Søren Rasmussen som et non-profit koncept. Boligerne er lavet af træ og er bygget til at kunne flyttes på en blokvogn og kan derfor placeres der, hvor behovet er. De er på ca. 30 kvadratmeter og har plads til to-fire personer (alt efter om det er til en familie eller to enlige). De indeholder køkken, bad, værelse, opholdsrum og terrasse. Boligerne overholder samme krav til isolering, varme, indeklima og lys som almindelige boliger.
Der foreslås indledningsvist indkøbt fire Venligboliger, hvoraf den ene opstilles på privat grund, mens de øvrige kan placeres på offentlig grund eller andre steder, hvor muligheden opstår. Venligboligerne er af en sådan kvalitet, at de forventes at kunne holde op til 20-30 år, hvorfor de kan indtænkes til andre formål, når der ikke længere er behov for flygtningeboliger.
Boligerne ventes at kunne blive indkøbt og opstillet på 8-10 uger.
Ministeriel pulje til etablering af midlertidige boliger:
Udlændinge- og Integrationsministeriet gav den 23. januar 2017 meddelelse om muligheden for at søge en pulje til etablering af midlertidige flygtningeboliger. Fristen for ansøgningen var den 6. februar 2017 og omhandlede projekter med kommunal bevilling inden den 31. december 2017. Der ydes maksimalt tilskud til 50 pct. af de ansøgte udgifter.
Puljemidlerne bliver fordelt ud fra følgende kriterier: Kommunens boligpotentiale, tilgang af flygtninge og økonomiske vilkår.
Administrationen har fremsendt ansøgninger til puljen til begge projekter.
Ballerup Kommune søgte også puljen i 2016 til ombygning af Møllen og fik et tilskud på 0,5 mio. kr.
Af bilaget fremgår en kort gennemgang af andre mulige lokaliteter for kommende flygtningeboliger i Ballerup Kommune til orientering, samt beskrivelse af henholdsvis ombygningen af Engagergård samt Venligboliger.