Sammendrag
Anden budgetopfølgning for 2015 og opfølgning på Aftale om budget 2015 forelægges hermed for Kommunalbestyrelsen.
Baggrund
I henhold til tidsplanen skal de enkelte fagudvalg og Kommunalbestyrelsen behandle opfølgning på budget 2015 og Aftale om budget 2015 tre gange årligt.
Ved første budgetopfølgning 2015 for budgetåret 2015 blev driftsbudgettet tilført 16,9 mio. kr. Opfølgningen havde særligt fokus på udfordringerne vedrørende færdigbehandlede patienter på ældreområdet og merudgifter på voksen-/handicapområdet, samt stigning i udgifterne til sygedagpenge. Administrationen vurderede, at det var nødvendigt at iværksætte korrigerende handlinger til at imødegå udfordringerne, særligt på ældreområdet og merudgifter på voksen-/handicapområdet. Forslag til disse korrigerende handlinger fremgår nu af et selvstændigt punkt på dagsorden.
Desuden blev anlægsbudgettet tilført ca. 17,6 mio. kr. primært som følge af udskydelse af projekter fra 2014 til 2015. Overskuddet på de løbende poster udgjorde 278,3 mio. kr. og der var en likviditetsændring på 15,7 mio. kr. således, at den forventede likviditet ultimo 2015 udgør 288,3 mio. kr.
Endelig var der en forventning om en overskridelse af servicerammen på 12,4 mio. kr. (ekskl. overførsler).
Sagsfremstilling
Driftsbudgettet
Anden opfølgning på budgettet for 2015 viser, at det forventede regnskab for alle bevillingsrammer på driftsbudgettet er 3,0 mio. kr. større end det seneste ajourførte budget (2). For budgetårene 2016-2019 vil den samlede ændring på driftsbudgettet være 33,2 mio. kr. i 2016 stigende til 43,0 mio. kr. i 2019. Samlet set er der indarbejdet nettobudgetændringer som følge af reelle afvigelser på 138,5 mio. kr. over hele perioden 2015-2019 på driftsbudgettet. Desuden er der indarbejdet en pris- og lønfremskrivning på basis af KL's prognose fra marts 2015.
De væsentligste årsager til ændringerne er:
- Beskæftigelsesområdet (ramme 20.02) - ændringer som følge af merudgifter til sygedagpenge på 17,2 mio. kr., som dog i væsentligt omfang imødegås af en gunstig udvikling på dagpengeområdet i øvrigt og kontanthjælpsområdet, således at der samlet udstår en udfordring på 5,8 mio. kr. på rammen. Området ligger primært uden for servicerammen.
- Ældreområdet (ramme 50.52) - ændringerne skyldes primært et stigende demografisk pres på både hjemmepleje og sygepleje svarende til ca. 5,8 mio. kr. For 2015 er der indarbejdet forslag for at imødegå disse udfordringer på rammen. Ligeledes i årene 2016-2019 forventes der fortsat at være et stort demografisk pres, ligesom der sker en stigning i antallet af handicappede ældre borgere med behov for hjælp og støtte. Området er inden for servicerammen.
- Voksen-/Handicapområdet (ramme 50.54) - ændringerne skyldes primært stigende tilgang på myndighedsområdet – forventet merudgift i 2015 på 13,1 mio. kr. stigende til 24,1 mio. kr. i 2019. For at imødegå udgiftspresset er der foreslået tiltag på handicap- og psykiatriområdet med 0,5 mio. kr. i 2015 stigende til 21,6 mio. kr. i 2019. Der forventes en høj tilgang af borgere, som primært vil komme fra børneområdet. Området er inden for servicerammen.
- Sundhedsområdet (ramme 50.56) - på hjælpemiddelområdet er der et stadig stigende udgiftspres som følge af en stigende ældrebefolkning, rehabilitering og ibrugtagningen af nyudviklede hjælpemidler. Området er inden for servicerammen.
Inden for driftsbudgettets bevillingsrammer er der følgende udfordringer, som kan have påvirkning for udviklingen fremadrettet:
- Beskæftigelsesområdet (ramme 20.02) - konsekvenserne af den nye refusionsreform og den ugunstige udvikling på sygedagpengeområdet kan give et udgiftspres på beskæftigelsesområdet.
- Ældreområdet (ramme 50.52) - ændringerne skyldes primært et stigende demografisk pres på både hjemmepleje og sygepleje svarende til ca. 5,8 mio. kr. For 2015 er der indarbejdet forslag for at imødegå disse udfordringer på rammen. Ligeledes i årene 2016-2019 forventes der fortsat at være et stort demografisk pres, ligesom der sker en stigning i antallet af handicappede ældre borgere med behov for hjælp og støtte.
- Voksen-/Handicapområdet (ramme 50.54) - ændringerne skyldes primært stigende tilgang på myndighedsområdet – forventet merudgift i 2015 på 13,1 mio. kr. stigende til 24,1 mio. kr. i 2019. For at imødegå udgiftspresset er der foreslået tiltag på handicap- og psykiatriområdet med 0,5 mio. kr. i 2015 stigende til 21,6 mio. kr. i 2019. Der forventes en høj tilgang af borgere, som primært vil komme fra børneområdet.
- Sundhedsområdet (ramme 50.56) - på hjælpemiddelområdet er der et stadigt stigende udgiftspres som følge af en stigende ældrebefolkning, rehabilitering og ibrugtagningen af nyudviklede hjælpemidler.
Administrationen vurderer, at der kan iværksættes følgende korrigerende handlinger til at imødegå udfordringerne:
- Beskæftigelsesområdet (ramme 20.02) - det forventede 2015-merforbrug på sygedagpenge og jobafklaringsforløb tager udgangspunkt i at det usædvanligt høje udgiftsniveau på området afhjælpes i sommeren og efteråret 2015. Det forventede merforbrug er således stærkt afhængigt af de igangsatte initiativers effekter på området, og regnskabsforventningen og budgetoverslagsårene er derfor behæftet med usikkerhed.
- Ældreområdet (ramme 50.52) - Center for Social og Sundhed varslede ved første budgetopfølgning, at der ville komme et oplæg til beslutning om de områder, hvor der evt. kan ske reduktion i kan-tilbud og/eller serviceniveauer samtidig med, at der sker den nødvendige tilpasning af kapacitet og kvalitet på området fremadrettet. Der er på nuværende tidspunkt ved at blive udarbejdet en handleplan for området, der skal sikre budgetoverholdelse i 2015.
- Voksen-/Handicapområdet (ramme 50.54) - der har været en gennemgribende gennemgang af området for at finde kompenserende forslag samt afholdt et temamøde den 23. juni 2015. Tiltag på området fremgår af særskilt sag og notat. Desuden fortsættes og udvikles den udviklingsstrategi for området, som blev vedtaget i 2013. En række tiltag vil også være af tværgående karakter, således at indsatser på tilgrænsende områder som påvirker voksen-/handicapområdet indtænkes.
- Sundhedsområdet (ramme 50.56) - der er ved denne opfølgning udarbejdet en overordnet demografi- og budgetmodel, som danner grundlag for den forventede udvikling. Modellen vil blive udviklet yderligere. Der er desuden udarbejdet forslag til tiltag, som kan bremse et yderligere udgiftspres på området.
Anlæg
Anden opfølgning for anlægsbudgettet i 2015 viser et anlægsbudget på 207,3 mio. kr. i 2015, og et anlægsbudget på 173,7 mio. kr. i 2016, mens anlægsbudgetterne 2017-2019 udgør 168,9 mio. kr. i 2017 faldende til 70,7 mio. kr. i 2019. Afvigelsen i 2015 skyldes primært indarbejdelse af nye projekter, herunder udvidelse af DONG-projektet og tidsmæssige forskydninger.
Øvrige poster
På rentesiden er forventningen til kommunens rentebetalinger tilrettet som følge af, at Ballerup Kommune i foråret indfriede sit lån optaget i japanske yen og en ændret forventning til renteudviklingen i budgetperioden. Som en konsekvens af indfrielsen er der ligeledes indarbejdet en lavere afdragsprofil, herunder er indfrielsen af lånet indarbejdet i 2016.
Låneoptagelsen er tilpasset i forhold til nye vurderinger af niveauet af energiforbedringer og lån til betaling af ejendomsskatter. Tilhørende afdrag på lån og rentetilpasninger er tilrettet som konsekvens heraf.
På balanceforskydningerne er der sket mindre tilpasninger, der forbedrer budgettet med 2,2 mio. kr. i 2015 og 1,5 mio. kr. i overslagsårene.
Herudover er det ekstraordinære tilskud til integration af flygtninge, som kommunerne modtog fra staten på 1,5 mio. kr. og midtvejsreguleringen på 7,0 mio. kr., indarbejdet under tilskud og udligning i 2015.
På skattesiden er budgettet for betaling af grundskyld for 2015 reduceret med 5,4 mio. kr., hvoraf 4,8 mio. kr. vedrører tilbagebetalinger i 2015 og de 0,6 mio. kr. er en tilbagebetaling til staten vedrørende 2014 på baggrund af de endelige opgørelser. I forhold til dækningsafgift er budgetterne ligeledes reduceret på baggrund af en forventet tilbagebetaling på 3,5 mio. kr. De endelige niveauer for dødsboskat og forskerskat er nu udmeldt, og de to skatter forbedrer budgettet for øvrige skatter med 1,2 mio. kr.
Overførsler
De forventede overførsler til 2016 udgør 20,0 mio. kr. svarende til et forventet nettoforbrug af overførslerne i 2015 på 27,6 mio. kr. Bufferpuljen på 7,2 mio. kr. til imødegåelse af udsving mellem årene indgår i budgetopfølgningen på driftsrammen 60.62 under Økonomiudvalget.
Servicerammen
Ballerup Kommunes serviceramme i 2015 udgjorde oprindeligt 2.443,4 mio. kr. Servicerammen er nedjusteret med 10,6 mio. kr. på baggrund af forhandlingsresultatet fra Overenskomst 2015, således at den justerede serviceramme herefter udgør 2.432,8 mio. kr. Det forventede forbrug på servicerammen efter anden budgetopfølgning 2015 udgør 2.442,4 mio. kr. svarende til en forventet overskridelse af servicerammen på 9,6 mio. kr. i 2015. For budget 2015 er der indarbejdet forslag i budgetopfølgningen til at reducere udfordringen på servicerammen svarende til i alt 15,2 mio. kr. ned til det aktuelle niveau. Forslagene er indarbejdet på de respektive rammer.
Såfremt forbruget af overførsler i 2015 viser sig, at være som ovenfor forventet, øges servicerammeoverskridelsen yderligere med et tilsvarende beløb.
Likvid beholdning
Med baggrund i denne budgetopfølgning forventes en likvid beholdning ultimo 2015 på 295,7 mio. kr., hvilket er 7,4 mio. kr. mere end ved seneste ajourføring af budget 2015, hvor den forventede likviditet ultimo året udgjorde 288,3 mio. kr.