Sammendrag
Det indstilles, at der etableres et headspacecenter i Ballerup Kommune med opstart den 1. marts 2017.
Headspace er et NGO-projekt under foreningen Det Sociale Netværk. Headspace er anonym og gratis rådgivning for børn og unge i alderen 12-25 år. Det er et før-kommunalt og forebyggende tilbud, som er et supplement til de kommunale indsatser.
Ballerup Kommune vil som headspacecenter have Herlev Kommune tilknyttet som satellit.
Baggrund
I budgetaftalen for 2017 blev der truffet beslutning om at etablere et headspacecenter i Ballerup Kommune. Beslutningen har baggrund i en henvendelse fra foreningen Det Sociale Netværk, der ønsker, at Ballerup Kommune i lighed med andre kommuner etablerer et headspacecenter.
Headspace tilbyder anonym og gratis rådgivning for børn og unge i alderen 12-25 år. Headspace er bygget op omkring frivillighed med op til 40 frivillige tilknyttet centret. Headspace er baseret på partnerskaber med kommune, civilsamfundet, lokale foreninger, lokale virksomheder, sundhedsfagligt personale m.fl.
Headspace vil være et supplement til Ungerådgivningen ved Ungeindsatsen. Ungerådgivningen tilbyder ligeledes rådgivning, men har ikke frivillige tilknyttet.
Sagsfremstilling
Ballerup Kommune er, i lighed med andre kommuner, blevet kontaktet af foreningen Det Sociale Netværk med henblik på at styrke den før-kommunale indsats gennem etablering af et headspacecenter i Ballerup Kommune. Idéen om headspacerådgivning bygger på frivillighed.
Det indstilles, at etableringen af headspace i Ballerup Kommune finder sted fra den 1. marts 2017, hvor Herlev Kommune vil være koblet til Ballerup headspace med en satellit.
Organiseringen af headspace Ballerup vil bestå af en headspacecenterchef (½ stilling) + 2 fuldtidsmedarbejdere. Medarbejderne er ansat i headspace Danmark. Herudover stiller Ballerup Kommune med en ½ fuldtidsmedarbejder. Desuden vil lederen af ungeindsatsen i Ballerup Kommune være tæt tilknyttet i samarbejdet med headspacecenterchefen. Samarbejdet med satellitten i Herlev Kommune varetages af de ansatte under headspacecenter Danmark.
Headspacecentret i Ballerup Kommune ønskes placeret i Ballerup Midt, gerne i lokalefællesskab med Ungerådgivningen, så der kan opnås en synergieffekt mellem de to tilbud. Center for Ejendomme arbejder på at finde egnede kommunale lokaler, og en udgiftsneutral løsning. Konkret arbejdes der på lokalefaciliteterne v/Linde Allé i Ballerup, tidligere lejet ud til Lokalpolitiet. Her tænkes det, at lokalerne samtidig benyttes fleksibelt af andre, såvel kommunale som frivillige organisationer. Når en egnet lokalitet er fundet, forelægges den Børne- og Skoleudvalget til orientering.
Den forventede aftale mellem headspace Danmark og Ballerup Kommune løber i to år, henholdsvis 2017 og 2018. I perioden foretages midtvejsevaluering med henblik på justeringer samt en afsluttende evaluering i løbet af 2018. Denne vil danne baggrund for en fornyet stillingtagen om, hvorvidt projektet skal forlænges.